Forfatter: Redaktionen
Dato:
Læsetid: 10 min.

Berlins bedste pitstops

Berlin er en af Europas største byer, og det kan være svært at få overblik over alt det, der er at se.

Er det din første tur til Berlin, er der dog en række must-see-seværdigheder, som de fleste gerne vil se.

Her får du overblik over seværdighederne - både de store og kendte og de mere hemmelige og lokale, så du kan planlægge en spændende tur til Berlin.

Brandenburger Tor

Symbolet på Berlin

Brandenburger Tor

Når I er på weekendtur til Berlin, skal I gennem Brandenburger Tor. Udover at være et af de mest besøgte seværdigheder i Berlin, så har Porten i over 200 år været et vartegn for Berlin og Tyskland.

Først et symbol for Tysklands deling og siden frihedens symbol. Porten var en del af Berlins bymur og fungerede som toldsted for byens handlende.

På toppen finder du fredsgudinden i en enorm stridsvogn støbt i kobber. Den stride vogn flyver på tolv 15 meter høje søjler. Når du har fået ondt i nakken af at stirre op på den imponerende byport, der har overlevet lidt af hvert, kan du tage en velfortjent slapper på Starbucks lige over for og lade op til næste pitstop.

Dette er en af de seværdigheder i Berlin, som altid er åben. Derudover kræver det hverken ID eller særligt tøj at gå igennem. 

Find Brandenburger Tor på Pariser Platz, 10117 Berlin

Holocaust-mindesmærke

Den forstenede skov

Denkmal

”Det er sket, og derfor kan det ske igen”, skrev Primo Levi. Levi var en italiensk forfatter, kemiker og jøde, og sad under 2. verdenskrig i Monowitz, en underlejr til koncentrationslejren Auschwitz. 

Én af de mere betydningsfulde seværdigheder i Berlin er Holocaust-mindesmærket, der ligner en betonskov, hvor du vil blive mindet om nazisternes systematiske drab af op mod 6 millioner jøder.

Det grå mindesmærke er plantet midt i byen blandt ambassader og ministerier for at markere, hvor vigtigt det er for det tyske folk og Tyskland.

Der er ingen dybere forklaring på monumentet, men de 2.711 betonsøjler er for mange et symbol på en kold og forstenet skov. Under den kolde jord finder du et museum, der beskriver Holocaust og udvalgte ofres livsforløb i ord og få billeder. Det er et yderst rørende besøg, der giver stof til eftertanke.

Mindesmærket er en af de mest populære seværdigheder i byen og er derfor meget besøgt, så vær forberedt på lidt køtid.   

Oplev Holocaust-mindesmærket på Cora-Berliner-Straße 1, 10117 Berlin

Checkpoint Charlie

Kom tæt på den kolde krig

Checkpoint Charlie

Der er i dag ingen grænser for, hvor du kan krydse mellem det gamle Øst- og Vestberlin. Til gengæld er der historiske brudstykker tilbage ved Checkpoint Charlie, som var den mest kendte grænseovergang, da byen var delt i øst og vest fra 1945 til 1990.

Efter murens fald er den blevet et af de mere omtalte seværdigheder i Berlin samt et symbol på delingen mellem øst og vest under Den Kolde Krig. I dag kan du se en kopi af den barak, man skulle forbi, hvis man krydsede grænsen.

Lige ved siden af finder du Mauermuseum. Det rummer dokumentation fra de mange spektakulære flugtforsøg fra øst til vest og fortæller historien om muren. Gennem årene flygtede 5.075 fra øst til vest, men kun 4.067 overlevede. Drejer du ned af Zimmerstrasse, der går på tværs af Friedrichstrasse, kan du se historiske brudstykker af muren. Checkpoint Charlie og Mauermuseum er to seværdigheder i Berlin, der begge giver dig et stykke af Berlins grusomme historie.

Det er en spændende, men også meget overvældende oplevelse at checke ind hos Charlie. Men helt klart en must-see seværdighed på jeres weekendtur til Berlin.

Oplev Checkpoint Charlie på Friedrichstrasse 43-45, 10117 Berlin

Kaiser Wilhelm Memorial Church

En kirkelig affære

Kaiser Wilhelm Memorial Church

Når du køber ind på Kurfürstendamm, skal du gøre et særligt beauty-stop på vejen. Her finder du en Berlin seværdighed, som i folkemunde kaldes for Læbestiften & Pudderdåsen - nemlig Kaiser Wilhelm Memorial Church.

Da kirken blev bombet under 2. verdenskrig, fik kirketårnet én på tuden og minder nu om toppen af en læbestift. Man valgte dengang ikke at foretage nogle større kirurgiske indgreb, så kirken står fortsat med sine kosmetiske skader.

Til gengæld kan tårnet pudre næse i den nye kirke ved siden af, der fremstår i en stærk kontrast og alligevel velbalanceret til den gamle med dens blå glaspaneler, som dækker både kirkebygning og det 53 meter høje klokketårn med kapel.

Kirken har åbent hver dag, og der er gratis entre, så der er ingen undskyldning for ikke at lægge vejen forbi mindekirken, der på en og samme tid er et symbol på destruktion og nyskabelse, som krig fører med sig. 

Besøg kirken på følgende adresse: Breitscheidplatz, 10789 Berlin

Preussenpark

Thailand i Tyskland

Preussenpark

En af de seværdigheder i Berlin, der kendetegnes som en godt gemt perle er den lille park; Preussenpark. Selvom det bugner med lækre restauranter i Berlin, så vil her havne i madhimlen og bliver taget direkte til Thailand for bare 5 euro.

Gå ombord i nudelsuppen til du ikke kan få vejret, spis sticky rice du aldrig glemmer og få friske forårsruller, der giver dig lyst til at flytte østpå for evigt.

Når dine bukser er ved at revne, kan du flade ud i den hyggelige grønne park med en god bog eller en omgang kongespil med familien Thailand.

Husk at skrive denne Berlin seværdighed i kalenderen, da madmarkedet kun er åbent i weekenden fra klokken 12.00-18.00 og kun i godt vejr. Husk kontanter og din thailandske miniparlør. 

Besøg Preussenpark på Brandenburgische str. 10707 Berlin

 

East Side Gallery

Politik i kunsten

East Side Gallery

Midt i Berlin står de overlevende rester af den mur, som under DDR-tiden opdelte Øst- og Vestberlin. Det har dannet grundlag for kunstprojektet East Side Gallery. Muren er blevet til et lærred, som strækker sig over mere end 1.300 meter. Det er dekoreret af kunstnere fra 21 lande lige efter murens fald, og i 1990 åbnede den udendørs udstilling officielt. East Side Gallery står i dag som et fredet mindesmærke.

Når du begiver dig ud på den gribende tur langs muren, får du opsigtsvækkende indtryk fra mere end 100 malerier, som portrætterer politiske forandringer fra årene omkring murens fald. Det er en visuel oplevelse, som er hele gåturen værd.

Muren har gennem årene desværre været ramt af vind, vejr og graffiti, men i 2009 blev en del af malerierne malet op igen og står i dag knivskarpe. Du skal derfor ikke være bange for, at der kun er sølle rester tilbage. Alligevel blev der i 2012 fjernet 60 meter af udstillingens murforløb. Hvis du undrer dig over, hvordan det kan passe, da mindesmærket er fredet, så er det heller ikke sket uden protester. Muren bliver måske yderligere fjernet til fordel for parkeringspladser og nybyggeri, så det er bare om at besøge det udendørs kunstgalleri, mens det stadig står friskt.

Find East Side Gallery på Mühlenstrasse 3-100, 10243 Berlin

Berlins domkirke

Overdådigt kirkebesøg

Berliner Dom

Det er uden tvivl en kongelig oplevelse at besøge Berliner Dom, Berlins fantastiske domkirke. Domkirken er arealmæssigt den største evangeliske kirke i Tyskland, så der er masser at se.

Bygningen stod færdig i 1905, og den er opført efter stilarterne italiensk højrenæssance og barok, hvilket har givet kirkens indre og ydre sine helt ekstravagante detaljer. Det betyder dog ikke, at kirken har haft et nemt liv i sine mere end 100 leveår. Den er blevet genopbygget efter bombardementer i 1944 og har gennemgået en senere restaurering.

Når du er færdig med at iagttage den imponerende udsmykning, hvis man overhovedet kan blive det, kan du tage en tur op i kirketårnet eller et stille kig til krypten, hvor kongefamilien hviler.

Den smukke domkirke er også stedet for musikarrangementer, kunstudstillinger og statslige gudtjenester, hvor statsoverhoveder og indflydelsesrige politiske personer deltager – foruden de regelmæssige gudstjenester

Besøg Berliner Dom på adressen: Am Lustgarden, 10178 Berlin

Brugernes billeder på Instagram #berlinerdom

Berlins tv-tårn

Berlins 368 meter høje vartegn

Fernsehturm

Når du er i Berlin, kan du ikke undgå at få øje på et højt tårn med en kugleformet platform. Denne bemærkelsesværdige del af byens skyline er Berliner Fernsehturm, som er Berlins tv-tårn.

Det 368 meter høje tv-tårn er et velkendt vartegn på Berlin, og det gemmer på både god udsigt og autenticitet. Det blev bygget i perioden 1965-69, og det er blevet stående efter Øst- og Vestberlins genforening i 1989.

I dag er tårnet ikke kun til pynt. Det er stadig i funktion og sender dermed radio- og tv-kanaler ud til borgerne. Hvis du ikke lider af højdeskræk, skal du begive dig op til toppen.

Et observationsdæk er placeret 203 meter over byen og giver dig en fantastisk 360-graders udsigt over den tyske hovedstad, og her ligger også Bar 203. I denne stilfulde restaurant og bar kan du nyde et hurtigt måltid eller bestille en lokal drink, mens du beundrer bybilledet.

Hvert år besøger mere end en million mennesker tv-tårnet, og derfor kan du med fordel bestille billet på forhånd for at undgå lange køer.

Besøg Berlins tv-tårn på Panoramastraße 1A, 10178 Berlin

Tysk museum for teknologi

Teknologi for store og små

Deutsche Technikmuseum

Nutidens børn og unge har svært ved at forestille sig en verden helt uden computere, og de lærer nok aldrig hvad en blyant og et kassettebånd har med hinanden at gøre.

Uanset om du kan huske Commodore 64 eller ej, så tag på en spændende tur gennem teknologiens historie, udvikling og vigtigheden for samfundet på det tyske museum for teknologi, Deutsches Technikmuseum. Museet har i alt 14 forskellige afdelinger, der tager dig helt tæt på den teknologiske udvikling i Tyskland og rundt om i verden. Her kan du blandt andet se vaskeægte modeller af skibe, varmluftsballoner og damplokomotiver. Du kan også lære om den tyske guldsmed Johann Gutenbergs berømte trykpresse. Ude i museumsparken kan du desuden se på vindmøller, vandmøller og et bryggeri.

Museet har et videnskabscenter, Science Center Spectrum, som er det ældste af dens slags i Tyskland. Der er mere end 150 stationer, hvor du blandt andet kan eksperimentere med forskellige teknologiske maskiner. Det er ideelt for børnene, der kan udfolde deres kreativitet.

Besøg det tyske museum for teknologi på Trebbiner Straße 9, 10963 Berlin

Det tyske parlament

De tyske folks bygning

Reichstag

Tysklands parlament, Reichstag, er en vigtig og storslået bygning i det tyske demokrati. Det er ikke svært at forstå, at denne historiske perle er en populær turistattraktion i Berlin.

På bygningens facade står der: ”Dem Deutschen Volke”, for de tyske folk, men bygningen fungerede ved dens opførelse i 1900 som parlament for riget under kejser Wilhelm II. Efter 1. verdenskrig udråbte man den Tyske Republik, og bygningen husede nu parlamentet for folkestyret. Dette varede lige indtil nazisterne i 1933 overtog magten i Tyskland. Samme år blev Reichstag sat i brand, hvilket blev set af nazisterne som et af argumenterne for at stramme grebet i Tyskland.

Under en genopbygning efter 2. verdenskrig blev der foretaget en række reparationer. Samtidig opførte man en smuk kuppel bag facaden på bygningen, som du i dag kan tage en tur op i.

Når du besøger Reichstag, bliver du sikkerhedstjekket, før du bliver lukket ind. Du skal derfor sørge for at have ID med, f.eks. pas.

Besøg Reichstag på Reichstagsgebäude, Platz d. Republik 1, 10557 Berlin

Haus Schwarzenberg

Ta’ flugten ind i Berlins baggård

Haus Schwarzenberg

Baggården Haus Schwarzenberg er Berlins street-art hotspot. Når først I er gået gennem indgangen åbner sig nemlig et sandt skattekammer af gadekunst, gallerier, cafeer og endda et monsterkabinet. Baggården emmer af ægte berlinerstemning, hvor I kommer helt under overfladen og væk fra nabolagets ellers pæne boligkvarterer. 

Nyd stemningen og en kølig forfriskning i gården, inden I begiver jer på opdagelse i murenes streetart og galleriernes eksperimenterende kunst. I Der Neurotitan galleri og butik finder I altid nye, spændende udstillinger, et stort udvalg af elektronisk musik fra undergrunds-kunstnere og anderledes design-effekter. 

Snyd heller ikke jer selv for en tur i monsterkabinettet, hvor den lokale kunstnergruppe, Dead Chickens, får computerstyrede robotter og mekaniske monsterfigurer til at stå for underholdningen. I kælderen føres I igennem et legende univers, hvor figurerne bliver levende, synger og danser sig gennem en død forlystelsespark, der vækkes til live. Der starter et nyt show en gang i timen. 

Sæt god tid af til et besøg i Haus Schwarzenberg. Der er masser at kigge på i huset, der også byder på en biograf, barer, undergrundsklubber, små galleri-værksteder og anderledes shopping med nye, ukendte mærker, du ikke finder på hverken på Kurfürstendamm eller i Kaufhaus des Westens.

Adresse: Rosenthaler Strasse 39, 10178 Berlin

Brugernes billeder på Instagram #hausschwarzenberg

Flughafen Tempelhof

Check ind og chill out i

Flughafen Tempelhof

Berlinerne forstår at udnytte vartegnene fra en ellers omtumlet historie og gøre dem til nye symboler på frihed og fællesskab. Det er Tempelhof et rigtigt godt eksempel på. Den tidligere lufthavn, der engang stod som et gigantisk monument over Nazitysklands storhed, er nu omdannet til et stort frirum, Tempelhofer Feld. 

Landingsbanerne, hvor flyene under luftbroen til Vestberlin engang lettede med forsyninger, er nu omdannet til en stor offentlig park, hvor I kan tage en tur på rulleskøjter eller skateboard, og på græsset kan I mødes med de lokale, tænde op under grillen og flyve med drager, hvis vinden er til det. 

Udover den alternative park kan I også gå på opdagelse i Tempelhof lufthavnens historie med guidede ture i det imponerende bygningsværk, udstillinger på rooftop gallery og videre op i kontroltårnet, der også er åbent for alle. 

Tempelhofer Feld er som en tur ud af byen, uden at I behøver at forlade den. Og hvor cool er det lige at kunne drøne på rulleskøjter ud ad landingsbanen?  

Adresse: Platz d. Luftbrücke 5, 12101 Berlin
www.thf-berlin.de

Ballhaus Berlin og Kleine Nachtrevue

Berlin, boheme, burlesque

Bohème Sauvage

Ta’ en tur tilbage til 20’ernes Berlin med alt hver der hører til af pokerspil, charleston, swing, perlekæder, pandebånd og dans, dans, dans. De brølende 20'erne lever i bedste velgående, og I har masser af muligheder for at blive en del af festen. 

I 20’ernes Berlin swingede det på Chaussestrasse i Berlin Mitte, og det gør det stadigvæk. Her ligger Ballhaus Berlin, der med god grund kalder sig home of the twenties. Stedet har eksisteret siden 1905 og skaber de mest originale rammer, hvor I kan opleve både varietéshows, kabaret og selvfølgelig masser af dans!  

Er I til det mere rendyrkede og vovede burlesque, er det værd at finde vej til teaterbaren Kleine Nachtrevue. Her dyrkes burlesque-kulturen med stor entusiasme og en god portion frigjorthed. 

Adresser:

Ballhaus Berlin, Chausseestraße 102, 10115 Berlin
www.ballhaus-berlin.de

Kleine Nachtrevue, Kurfürstenstraße 116, 10787 Berlin
www.kleine-nachtrevue.de

Bearpit Karaoke

Fællessang i parken

Bearpit Karaoke

Én af de ting du skal se i Berlin er Bearpit Karaoke. 1 mikrofon, 2 højtalere, 5000 sange og virkeligt mange mennesker. Det er opskriften på Bearpit Karaoke og en festlig søndag eftermiddag i Mauerpark.  

Den ugentlige sangfest startede som en lille ting i 2009 af Joe Hatchiban, som rejste rundt med sit mobile anlæg og gav folk chancen for at finde deres indre entertainer frem. Siden da er det vokset helt vildt, og i dag stimler mere end 2000 mennesker sammen i parken hver søndag ved 15-tiden. Alle kan gribe mikrofonen, og ligegyldigt om du er en ægte crooner eller blot en lalleglad og modig amatør, er publikum med dig hele vejen. 

Bearpit Karaoke bliver ofte beskrevet som den absolut bedste gratis underholdning, Berlin har at byde på. Stemningen bliver da også helt magisk, når menneskemængden måbende jubler og kvitterer med stående bifald til nervøse stjernefrø, der viser sig at gemme på kæmpe sangtalenter.

Snup en kold Weissbier under armen, og ta’ til Bearpit Karaoke i Mauerpark. Det er hver søndag fra april til oktober og aflyses kun, hvis det står ned i stænger.

Adresse: Mauerpark, Gleimstraße 55, 10437 Berlin
www.bearpitkaraoke.com