Tager du bilen til Tyskland, skal du være opmærksom på, om der er indført miljøzoner i de byer og områder, du skal besøge.

Mange tyske byer har indført miljøzoner for at begrænse udledningen af skadelige partikler. I disse zoner kræves det, at du har et miljømærkat. Har din bil ikke et mærkat, risikerer du en bøde på EUR 40,-

De tre miljømærker

Der findes tre typer miljømærker, rød, gul og grøn. Din bils alder, og om bilen kører på benzin eller diesel, afgør hvilket mærke, din bil kan få.

Alt efter bilens forureningsniveau tildeles det grønne eller gule mærke. I de fleste byer er det kun tilladt at køre ind i miljøzonen med en grøn mærkat. For at få en grøn miljømærkat skal bilen være en benzinbil produceret efter den 31. december 1992 eller en dieselbil produceret efter 31. december 2005. En rød miljømærkat giver ikke adgang til zonerne.

Miljømærkaten gælder så længe bilen er indregistreret med det registreringsnummer, der er påført mærkaten. Mærkaten skal sidde på indersiden af forruden i passagersiden – dvs. i højre side. I byerne Berlin, Bremen, Frankfurt, Hannover, Leipzig og Osnabrück kræves en grøn mærkat.

 

Køb af tyske miljømærker

Miljømærkerne kan købes hos FDM eller hos Applaus Bilsyn i Danmark eller på Tüv-stationer og DEKRA-værksteder i Tyskland. Prisen ligger på mellem 125 og 170 DKK eller mellem 10 til 15 Euro.

Læs mere omkring miljøzonerne og regler for miljømærkater i Tyskland på FDM's hjemmeside