Forfatter: Redaktionen
Dato:
Læsetid: 4 min.

5 cool cykelruter, der både får dig op og ned i gear

Uanset om I vil være sunde, ha’ det hårdt eller bare se på noget smukt, så har Tyskland det hele – og på cykelferie i Tyskland bliver det både sjovt, skønt og grønt på samme tid.

Her er der nemlig fyldt med fede ruter til de friske og alverdens muligheder for at se storbyen, finde fred og ro i det fri og krydse store og små seværdigheder af på vejen.

Ombord på færgen er det let at ha’ cyklen med på bilen – og ellers er der et hav af muligheder for leje cykel syd for grænsen.

Vi har samlet 5 forskellige ture til jeres cykelferie i Tyskland, der både passer til professionelle ryttere uden for kategori og dem, der bare gerne vil køre frigear.

Naturlige herligheder i Harzen

Solnedgang over Harzen

Styr mod syd, og lad første stop være noget helt særligt på jeres cykelferie i Tyskland. I Harzen gemmer sig en herlig cykelferie for både mor, far og børn med kuperet terræn, smukke skove og masser af ruter at vælge mellem. Her kan hele familien være med, hvis I vælger nogle af de lettere ruter, og vil I hellere op i gear, er det også muligt med sværere ruter de stejle steder. Der findes over 2.000 kilometer afmærkede ruter, og fælles for dem er, at de alle giver et unikt kig til Harzens smukke natur. Ruternes sværhedsgrad er mærket med blå, rød og lilla – den lilla er f.eks. for cykelryttere med mange kilometer i benene, da højdemeteren her kan komme helt op over 1.000.

Mange hoteller, pensionater og lejligheder er vant til at huse cykelryttere og grej – og nogle kan endda hjælpe jer med at planlægge jeres videre cykelferie i Tyskland. I kan f.eks. tage forbi nogle spændende seværdigheder i Harzen.

Check Point Charlie på cykel

Berlinmuren

Står der storbyferie på programmet på jeres cykelferie i Tyskland, så gør plads til en god cykeltur, som byder på masser af spændende seværdigheder og historiske højdepunkter (og nedture).

Ved Berlinmuren er der nemlig mulighed for at cykle 160 kilometer rundt om det tidligere Vestberlin. Her kan I opleve byen fra en helt ny vinkel bag racerbrillerne – og samtidig se eller gense seværdigheder som East Side Galleriet, Checkpoint Charlie og resterne af de østtyske vagttårn.  

Den eventyrlige vej

Nordrhein-Westfalen

Gem eventyrbøgerne væk, og find cykelgearet frem!

For Nordrhein-Westfalen er fuld af fantastiske slotte og imponerende paladser, som siger mere end 1000 ord og er perfekte at se på cykelturen. Her kan I kaste jer over mere end 14.000 kilometer cykelruter, som fører gennem skønne parker og flodlandskaber, til eventyrlige slotte, borge og imponerende monumenter.

Derudover er der 4 særlige ruter, som er forbundet omkring Münster. Her dækker ruten over 910 kilometer, men de enkelte ruter dækker kun 100-300 kilometer hver. Så vælger I selv om det skal være 1001 nat eller bare en enkelt dag. 

Turen, der flasker sig for vinelskere

Solnedgang over tysk vinmark

”Der er ingen bedre måde at fejre dagens etape end med et godt glas vin”.

Det er sådan cirka mottoet for cykelruten i Sydtyskland, som udover skøn vin i stride strømme også byder på panoramaudsigt over det berømte UNESCO Palatinate skovområde. Turen går ned gennem små vinbyer men også op over stejle bjerge via trafikkerede veje, og derfor kan den 130 kilometer lange strækning være en stor mundfuld for nybegyndere. 

Perler langs Østersøen

Lübeck havnekaj

Find vej til Nordtyskland, og glæd jer til af få masser af oplevelser langs kysten ved Østersøen. Her er der mere fladt, og det er derfor en lettere rute for de mindre rutinerede ryttere.

Pak en picnickurv og besøg solskinsøen, Usedom, hvor I kan stille cyklerne fra jer og tage et tiltrængt hvil, mens I nyder de skønne sandstrande og særprægede klipper – og den afslappede sejlerstemning i kystbyerne.

Ta’ også cykelturen langs Kielerfjorden mod Femern, hvor badebyerne ved Lübeck Bugt ligger som perler på en snor – og gør det rigtig godt som pausestop. 

Brugernes billeder på Instagram #harzen