Forfatter: Redaktionen
Dato:
Læsetid: 4 min.

Du ved ikke, hvad jul er, før du har oplevet den i Tyskland. Alle steder i landet er man generelt ekstremt glad for den hyggelige højtid, og hansestaden Wismar er ingen undtagelse.

Fra november til januar er den intime havneby ikke kun berømt for at være med på UNESCOs liste over verdens kulturarv. Den er også populær som destination til en kør-selv-ferie eller bare en smuttur til Nordtyskland for at få lidt autentisk, historisk julestemning.

Du kan for eksempel drikke en kop lun glühwein bag de gotiske mure i byens ældste bygning fra 1380, Der Alte Schwede. Ja, jul i Wismar byder på traditioner fra dengang, tip-tip-tip-tip-tipoldefar var dreng.

Wismar vej til byens bedste julemarkeder, siger du? Så gerne!

Wismar Julemarked er det julemarked, Wismar er mest kendt for. Men der er også en række andre markeder, som fortjener at blive nævnt. Alle markederne ligger i gåafstand til hinanden – og kun en lille times kørsel fra færgen i Rostock.

Der er ikke i nærheden af at være lige så mange julemarkeder, som du for eksempel møder i Berlin, men Wismar har en særlig charme, som du kun finder ved Østersøens kyst.

Wismarer Weihnachtsmarkt

Det traditionelle Wismar julemarked

Mand og kvinde i bod på julemarked

Se åbningstider på wismar.de

Erfarne julemarkedsgængere i Tyskland vil fortælle dig, at Wismar Julemarked ikke er blandt de største. Til gengæld vil de sige, at det er et af de hyggeligste!

For det kommer som bekendt ikke an på størrelsen, men gørelsen – og her rammer det traditionelle julemarked i Wismar helt rigtigt.

På den historiske markedsplads midt i byen finder du julehygge af enhver slags. Omgivet af farverige gavlhuse og med udsigt til det smukt oplyste rådhus kan du få alt, hvad dit julehjerte begærer (om der så er plads til det hele i baggagerummet, det er en anden sag).

De mange fine boder byder på håndlavede gaveidéer som legetøj, smykker, julepynt og trævarer. Du kan også selv være en del af Julemandens værksted og kaste dig ud i at støbe lys, eller du kan fiske efter præmier i den lille fiskedam.

Bliv imponeret af de mange år gamle, kæmpestore julepyramider, der snurrer rundt til tonerne af julemusik. Og mærk, hvordan den idylliske stemning på det überligt udsmykkede torv får stress og jag til at smelte væk.

Smagen af klassisk jul

Det kommer også an på smørelsen – af ganen.

Mens dine øjne nyder de mange funklende lys, kan din næse nyde duften af kanel og brændte mandler, som svæver lifligt gennem markedspladsen.

Sug til dig af både kulturhistorie og små delikatesser som friskbagt brød og røget fisk. Med Wismars kulinariske specialiteter er det tid til at forkæle din mave – og dine gæsters: Der er ikke mangel på søde julegodter, som vil gøre sig godt på julebordet derhjemme.

For både store og små julenisser

Wismar Julemarked har underholdning for hele familien. Faktisk er der en hel separat afdeling på markedspladsen, hvor børnene kan slippe kreativiteten løs.

Perler, glas, kobber, filt, maling, keramik, dekoration af julekugler – der er altid mange spændende materialer og muligheder for at lave en personlig julegave til bedsteforældrene.

Når fingrene er trætte, kan stemmebåndet tage over. For i markedets forlystelser skal der både grines og hvines. Den sjove karrusel er hvert år garanti for kilden i maven hos de små.

Besøg fra Julemanden

Ho-ho-hold nu fast, hvor er det fedt:

En helt speciel tradition hos Wismar Julemarked sker den første lørdag i advent, hvor Julemanden ankommer sejlende til byen. Fra havnen bliver han kørt i hestetrukket karet ind til markedet ledsaget af nisser og engle.

Her byder han alle officielt velkommen fra rådhusets balkon over markedspladsen. Derefter går han hver eftermiddag gennem julemarkedet, tømmer sin postkasse og besvarer breve fra børn med julelys i øjnene.

Adresse: Historischer Marktplatz, Am Markt 1, 23966 Wismar

 

Wismarer Weihnachtszauber

Et nyt marked fuld af julemagi

Bod på julemarked med julelys

Se åbningstider på weihnachtszauber-wismar.de

Er vejret dårligt, kan du fra 2021 også besøge det helt nye Wismarer Weihnachtszauber. Det er et indendørs marked, som med sikkerhed får de yngste familiemedlemmer til at spærre øjnene op.

Loftet er en stjernehimmel, og på gulvet finder du både juleboder, Børnenes Polarekspres – og Julemanden hver søndag. Det er en magisk verden, som med garanti bliver et nyt, fast juleindslag i Wismar.

Ved markedet finder du også en 400 m2 stor skøjtebane, hvor du kan forvandle brændte mandler til forbrændte kalorier.

Adresse: Markt- und Eventhalle Wismar, Stockholmer Straße 1-4, 23966 Wismar

Seemannsweihnacht

Byens maritime julemarked på den gamle havn

Juletræ med glaskugler på julemarked

Se åbningstider på wismar.de

Tredje søndag i advent kan du dyppe tæerne i julehygge ved den gamle havn i Wismar. Her bliver byens maritime julemarked afholdt med gnistrende bål på kajen og glimtende juleoppyntning på de mange skibe.

Oplev de stolte fiskere på deres majestætiske både, der badet i lys drager til havs som en sidste tak for sæsonens fangster. Mens du ser dem forsvinde i horisonten, kan du varme dig på lidt havtornsaft eller andre lokale lækkerier fra boderne.

Adresse: Alter Hafen, 23966 Wismar

Kunstmarkt Wismar

Kunstmarked i kirken St. George

Julepynt i bod på julemarked

Se åbningstider på wismar.de

Smykker, keramik, metal, læder, glas, papir, filt, træ. Kunst kommer i mange former. Det samme gør god stemning i december måned. Og et marked behøver ikke have noget med jul at gøre for at være drønhyggeligt.

Hvis du får nok af nisser, men ikke af nipsting, så tag på kunsthåndværksmarked den tredje weekend i advent. I tre dage indtager lokale kunsthåndværkere den smukke St. Georges Kirke med over 50 boder fuld af flotte kreationer.

Adresse: St.-Georgen-Kirchhof, 23966 Wismar