Forfatter: Redaktionen
Dato:
Læsetid: 3 min.

Dette efterår slår en række slotsejere dørene op for deres overdådige hjem i delstaten Mecklenburg-Vorpommern. Mange af slottene er normalt ikke åbne for offentligheden, men fra den 8. – 23. oktober inviterer omkring 20 slotte og herregårde til en lang række events og arrangementer som led i festivallen Schlösserherbst - der jo som bekendt betyder ”slotsefterår”.

Arrangementerne byder på noget for enhver smag. Fra rundvisninger på slottene og i slotsparkerne til madlavningskurser, teaterstykker og koncerter.

Vi har samlet nogle af de bedste arrangementer tæt på Rostock herunder, så du kan blive inspireret til en kort efterårstur med et royalt touch.  

Semlow Slot

Romantisk slotstur

Semlow Slot

Mellem Rostock og Stralslund ligger Semlow Slot i en engelsk landskabspark. Her bliver du budt velkommen af en romantisk atmosfære. Parken med en smuk sø og den nærliggende skov er perfekt til en efterårstur.

Til Schlösserherbst festivallen kan du nyde kunstudstilling, der dykker ned i Vorpommern og dens Østersøkyst og et antik-slotsmarked.

Besøg også den fine slotscafe, hvor du kan nyde kaffe, kage og snacks med en fantastisk udsigt. Kun under Schlösserherbst-festivallen kan du booke deres luksuriøse Grafensuite.

Adresse: Parkstraße 8, 18334 Semlow
www.schloss-semlow.de

Foto: TMV/Grundner

 

Gut Hohen Luckow

Rundtur i barokkens palæ

Gut Hohen Luckow er et palæ med en stor og kendt riddersal og smukke stuer.

Til Schlösserherbst festivallen kan du få en guidet tur og få et indblik i kunsten på værelserne, parken med skulpturer og en kirke opført i barokstil. Rundvisningen varer ca. 60-70 minutter.

I herregårdens køkken kan du fra kl. 14 nyde kaffe og kage til den søde tand.

Adresse: Rostockerstrasse 23, 18239 Hohen Luckow
www.guthohenluckow.de

Vietgest Slot

Klassisk koncert i royale gemakker

Vietgest Slot

Musikelskere bør besøge Vietgest Slot. Slottet er kendt for sit varierede kulturelle program med mottoet ”Moderne nobilitet”.

Som led i festivallen kan du komme til slotskoncert med den talentfulde svenske pianist Erik Juliusson, som er specialiseret i Beethoven og Bach.

Adresse:
Schloßstraße 4, 18279 Vietgest
www.schloss-vietgest.de

Foto: TMV/Grundner

Schmarsow Slot

Madkursus på slottet

På Schmarsow Slot er det gode måltid i centrum. Her kan du tage på et efterårs-madkursus og lære at lave simpel, smagfuld og sund mad. Kurset bliver instrueret af Erwin Seitz, en freelance journalist, forfatter og madkritiker, som også underviser i ernæring på universitetet.

I det store slotskøkken er der fokus på friske og lækre råvarer samt et mix af lokal mad og inspiration fra resten af verden.

Adresse: Schmarsow 41, 17129 Kruckow
www.schloss-schmarsow.de

Alle Schlösserherbst-events

Der er meget mere at opleve under Schlösserherbst festivallen. Se alle events hos turistorganisationen Tourismusverband Mecklenburg-Vorpommerns, som står bag Schlösserherbst.