Forfatter: Redaktionen
Dato:
Læsetid: 3 min.

Julemarked i Schwerin

Kun en times kørsel fra Rostock finder du eventyrbyen Schwerin – hovedstaden i delstaten Mecklenburg-Vorpommern. Vælger du Rødby-Puttgarden overfarten er rejsetiden lidt kortere, men du kører lidt flere km.

Den gamle handelsby emmer af middelaldermagi og er kendt for sit enorme udbud af kulturelle seværdigheder og begivenheder året rundt. Fra slutningen af november summer byen af jul.

Så skynd dig at pakke bilen, spænd sikkerhedsselen og kør mod julemarked i Schwerin, skøjteløb og det romantiske Schweriner Slot.

Se åbningstider for Schweriner Weihnachtsmarkt i 2023

Byens gamle julemarked

Julemarked i Schwerin badet i julelys

Centrum for byens julemarked er markedspladsen i den gamle bydel foran den imponerende teglstensdomkirke. Midt på markedspladsen står et 25 meter højt juletræ og stråler i skæret fra flere tusinde julelys.

Smukt pyntede træboder med motiver taget fra Brødrene Grimm og H.C. Andersen står side om side og bugner med alverdens julelækkerier og specialiteter. Lige fra brændte mandler og lune kastanjer til traditionel tysk bratwurst.

Ved siden af juletræet er en scene med underholdning, koncerter og forestillinger for både store og små julenisser. Hver eftermiddag kigger julemanden forbi og lytter til de mindstes ønsker. Husk en tur i pariserhjulet og få en fantastisk udsigt over den smukke, juleoplyste by.  

Slentretur og skøjteløb

Skøjtebane i Schwerin

Med kun 100.000 indbyggere er byen nem og overskuelig at finde rundt i. Spadser en tur rundt i de hyggelige gader og bliv forført af de flotte, gamle bygninger og bindingsværkhuse i forskellige pastelfarver.

Udover at besøge det hyggelige julemarked i Schwerin kan du også lægge vejen forbi byens enorme skøjtebane. Her kan skøjteløbere i alle aldre lave piruetter, spille curling og halse efter en puck.

Jul på slottet

Schweriner slot i snevejr

Byens vartegn er det fortryllende Schweriner slot, der omkranses af søerne Schweriner See og Burgsee. Slottet har rødder helt tilbage til begyndelsen af 1160-tallet, men i sin nuværende form har det kun ca. 160 år på bagen.

Slottets historie er lang og broget – fra at huse storhertuger til at være felthospital under 2. verdenskrig, pædagogseminarium i det socialistiske DDR til nu, hvor Mecklenburg-Vorpommerns parlament holder til i den ene fløj, og slottet er åbent for turister i den anden fløj.

Den berømte fæstning prydes af tårne, kupler og dekorationer i overflod. Det siges endda, at slottet ”hjemsøges” af en lille, godhjertet husalf kaldet ”Petermännchen”, så hold øjne og ører åbne.