Forfatter: Redaktionen
Dato:
Læsetid: 4 min.

Det er helt skørt i Tyskland

De er godt tossede syd for grænsen. I hvert fald forstår de at give os allesammen en på opleveren. Tyskland er fuld af bemærkelsesværdige museer, spisevaner, anderledes shopping og elevatorer, der tager dig dybt ned i Østersøen.  

Her er nogle af de oplevelser i Tyskland, der vender verden lidt på hovedet og sætter store smil på læben. 

Det’ jo helt forrykt

Das Verrückte Haus

Stræk dig, og stik hovedet i skraldespanden, og hop bogstaveligt talt på hovedet i seng. Smut en tur forbi Das Verrückte Haus, og træd indenfor i huset, hvor alt er omvendt. 

Huset ligger i Bispingen lige syd for Hamborg og byder indenfor til morskab for alle størrelser. Det gælder om at have batteri på telefonen, for her er alle muligheder for at tage sjove billeder, når I spadserer rundt på vægge og lofter. Og vender I bagefter billederne 180 grader, vil de fleste løfte et øjenbryn. 

Das Verrückte Haus er gennemført ned til mindste detalje. Der er endda en fuldt funktionsdygtig – og omvendt – modeltogbane, hvor vognene suser rundt over hovedet på jer. Èn af de oplevelser i Tyskland, I sent vil glemme.

Horstfeldweg 1
29646 Bispingen
www.dasverruecktehaus-bispingen.de

Spaghetti Eis

Spaghetti Eis

”Far! Jeg vil have is og ikke aftensmad!” Det skulle efter sigende være det, der i 1960’erne inspirerede Dario Fontanella til at servere den første portion Spaghetti Eis. 

Den finurlige dessert, der til forveksling ligner spaghetti med tomatsovs, er siden blevet en velkendt, tysk dessertdelikatesse. Pastaen er i virkeligheden vaniljeis, der er kørt gennem en kartoffelpresse. Kødsovsen er jordbærsovs – og den revne parmesan er oftest flager af kokosnød, hvid chokolade eller revne mandler. 

Det kan jo næsten kun smage godt, og derfor findes den også i et utal af varianter, som fx carbonara-isen med chokoladeis og nødder. 

Snyd ikke jer selv for en Spaghetti Eis, når I er i Tyskland. Fat fx skeen i Hamborg, Berlin eller lidt længere sydpå i Mannheim, hvor opfinderen selv fortsat langer Spaghetti Eis over disken. 

Die Eisbande – Hamborg
Bartelsstraße 1 (289,32 km)
20357 Hamburg, Germany

Die Kleine Eiszeit – Berlin 
Stargarder Straße 7, 10437 Berlin-Prenzlauer Berg

Eis Fontanella O4,5 – Mannheim 
O4 5, 68161 Mannheim, Tyskland

Kødfri slagtervarer

Aufschnitt

Ved første øjekast ligner butikken i Berlin en ganske almindelig slagter. Rækker af spegepølser, store skinker og saftige T-bone steaks. Men Aufschnitt er et ret skørt sted. Alle slagtervarerne er nemlig syet, strikket eller hæklet.  

Aufschnitt er verdens første (og eneste) tekstilslagter. Her er de naturtro udskæringer fremstillet af alle slags tekstiler, og kunstneren bag er Sylvia Wald. Butikken er noget af en oplevelse, og kollektionen udvider sig hele tiden, så du fx også kan finde ganske harmløse, bløde dynamitstænger, håndgranater eller en kæmpe ravioli, hvor fyldet er et hyggeligt slumretæppe. 

Slå et smut forbi den utraditionelle slagter, og se, hvad de nu har fundet på.  

Boxhagener Str. 32, 10245 Berlin
www.aufschnitt.net

Ta’ elevatoren lige ned i havet

Tauchgondel Zinnowits

Det ligner mest af alt en havepavillon, men det er intet mindre end en unik mulighed for at dykke direkte ned i Østersøen – helt uden dykkerudstyr. 
Dykkergondolen, Tauchgondel, ligger i Zinnowitz på øen Usedom mindre end to timers kørsel fra færgen i Rostock og tager jer 7 meter under havets overflade. Gondolen har plads til 24 tørskoede dykkere ad gangen, hvor I gennem ruderne kommer helt tæt på Østersøens undervandsliv. 

I gondolen kan I købe forfriskninger til den 40 minutter lange tur, hvor der også vises film i 3D, som tager jer med til koralrev, hajfyldte farvande og rundt i Østersøens havbiologi. 

Tauchgondel Zinnowits er bygget af den lokale arkitekt og ingeniør, Andreas Wulff, der har opført yderligere tre i Tyskland og har planer om flere rundt i verden. Men I er så heldige at verdens første af sin art ligger helt tæt på. Én af de oplevelser i Tyskland, som stensikkert vil give indtryk på jer.
 
Tauchgondel Zinnowits 
An der Strandpromenade 0
17454 Ostseebad Zinnowitz
www.tauchgondel.de

Jernbyen Ferropolis

Jernbyen Ferropolis

Hvad gør man, når det er slut med minedrift? Man efterlader maskinerne og fylder hullerne med vand. Det lyder skørt, men Ferropolis er et ret så imponerende friluftsmuseum, hvor de gigantiske jernkæmper fortsat rager imponerende 30 meter op i luften og strækker sig helt op til 120 meter i bredden – på en halvø midt i en sø. 

Der er i den grad stadig kul på i jernbyen ca. 150 km sydvest for Berlin, hvor de jernhårde maskiner er den absolutte hovedattraktion. Med power-navne som Mad Max, Mosquito og Medusa danner de den perfekte, rå kulisse for en masse events, koncerter og store musikfestivaller med op til 25.000 festivalgæster ved hovedscenen til fx Melt festivallen. 

Men ta’ endelig afsted, også når musikken ikke spiller. For udover museet i stedets tidligere kraftværk, er der noget at se i alle de mange bygninger og tidligere driftshaller– og er man den aktive type, har man mulighed for fx et spil golf på en alternativ bane mellem alle de kraftfulde skulpturer. 

Tjek kalenderen ud, og se hvad der sker i Ferropolis. Selv uden tung bas eller opera under minegraverne, er det en stor oplevelse. 

Ferropolisstraße 1
06773 Gräfenhainichen
www.ferropolis.de