Forfatter: Redaktionen
Dato:
Læsetid: 10 min.

Seværdigheder i Kiel til skibsentusiasten og resten af familien

Med under 100 kilometer til Danmark når du hurtigt Kiel og byens seværdigheder bag rattet. Har du børn i bilen, er Kiel derfor et godt valg, hvis I skal på weekendtur til Nordtyskland uden at gøre de små alt for utålmodige.

Hvad skal man se i Kiel? Der er både ting at se i Kiels bymidte, og så er der seværdigheder i nærheden af Kiel, som du nemt kan komme til på kør-selv-ferien.

Dyk ned i vores forslag, der byder på seværdigheder i Kiel for hele familien.

Hvad er Kiel kendt for? Ud over at være hovedstaden i delstaten Slesvig-Holsten er havet den røde – eller rettere blå – tråd, der løber gennem byen. Kiel ligger ud til Østersøen og gør meget ud af sin maritime kulturarv, så det er en oplagt destination for dig, der interesserer dig for havneliv og skibsfart.

Der er faktisk malet en to kilometer lang blå ”tråd” på fortovet, du kan følge rundt i byen. Den tager dig forbi de seværdigheder, som er et must see i Kiel – og dem er der mange af.

Her får du 9 oplevelser, du bør overveje at sætte kurs mod på en 1-dagstur til Kiel eller som led i en miniferie i Tyskland.

Kieler Woche

Splitte mine bramsejl, en masse skibe!

Kieler Woche

Er du vild med det maritime liv, er du kommet til det helt rette sted. Kiel kalder sig selv for ”the sailing city” – så som du nok kan regne ud, er der rig mulighed for at få en tur mere på vandet, hvis du ikke fik nok på Scandlines-færgen derover.

Kæmpeskibenes motorvej, som Kielerkanalen går under, er den travleste af sin slags i verden. Så er du mere til at kigge på krydstogtskibe og færger end at være på dem, er det bare at tage plads et sted langs den 100 kilometer lange kanal og nyde synet af de flydende seværdigheder.

Vil du have det fulde udbytte, skal du besøge byen i juni under Kieler Woche; en kæmpe sejlsportsbegivenhed, der også tiltrækker andre arrangementer som markeder og koncerter.


www.kieler-woche.de

Zoologisches Museum Kiel

Naturhistorisk overflødighedshorn

Zoologisk museum

Får ord som evolution og biodiversitet alting til at lyse op inde bag pandebrasken hos dig? Så er Zoologisches Museum Kiel dit Disneyland.

Her kan du forlyste dig med udstillinger om alt fra skarpe tænder til sommerfuglens kamuflagebedrag – og en stor sektion med fokus på marineliv:

12 hvalskeletter og mange flere spektakulære skabninger fra havets dyb står klar til at imponere. Du kan endda røre ved hornet fra en ægte ”enhjørning”. Den permanente udstilling ’Fremtidens hav’ viser på håndgribelige måder, hvad forskning om fiskeri og klimaforandringer fortæller os.

Klar til at høre det vildeste?

Kiels zoologiske museum huser over 400.000 genstande!

Så vil du lære om naturens underlige og vidunderlige væsener, finder du ikke et bedre klasseværelse end det her.

Hegewischstraße 3, 24105 Kiel
www.zoologisches-museum.uni-kiel.de

Aquarium Geomar

Havets seværdigheder samlet under ét tag

Akvarium

Kan du ikke få nok af havets dyr, og kan du også godt lide at se dem svirpe med halerne, så er næste oplagte stop et besøg hos Aquarium Geomar.

Kæmpeakvariet ligger smukt ud til fjorden og lader dig hilse på alle Ariels venner i levende live – også dem selv ikke hun vidste fandtes. Både nordiske og tropiske svømmere leger tagfat i naturtro miljøer, og du vil blive overrasket over, hvor mange arter du ikke kendte.

Oplev den store sildestime fare forbi, og se sælerne gjalde begejstret, når de bliver fodret. Og tag endelig børnene med! De får med garanti også lyst til at fare rundt og gjalde begejstret over alle de flotte fisk.

Düsternbrooker Weg 20, 24105 Kiel
https://www.aquarium-geomar.de

U-Boot U-995

Et helt u-nikt museum

Ubåd

Hvordan er det at være ombord på en ubåd? Det får de færreste af os nok lov at opleve. Men du kan finde ud af det, hvis du lægger vejen forbi – eller rettere ned i – U-Boot U-995.

Det er navnet på en tysk ubåd, der under 2. Verdenskrig sejlede rundt i Nordsøen; den sidste af sin slags, der findes. Da krigen var slut, faldt ubåden i norske hænder, men et par årtier senere blev den givet tilbage til Tyskland, hvor den i dag fungerer som museum.

Få et glimt af, hvordan det har føltes at patruljere i mørket under datidens forhold. Og skynd dig op igen, hvis du har klaustrofobi.

Ved siden af U-995 ligger et højt, bemærkelsesværdigt tårn. Det er et mindesmærke for sejlere, der er døde til søs. Mindesmærket og ubåden befinder sig en lille køretur uden for Kiel, men er bestemt besøget værd for de historieinteresserede.

Strandstraße 92, 24235 Laboe
deutscher-marinebund.de/marine-ehrenmal-u-995

Dänische Straße

Som Kiel engang så ud

Danische Strasse

Meget af det Kiel, du ser i dag, er genopbygget, efter store områder i byen blev ødelagt under 2. Verdenskrig.

Men du kan stadig finde dele af det oprindelige bybillede, særligt på hyggelige Dänische Straße, der har eksisteret i flere hundrede år. Den velbevarede gade fik sit navn, fordi vejen engang ledte op til der, hvor Tyskland stoppede, og Danmark begyndte.

Shop lidt lækker mad og mode i de små butikker, vær heldig at fange en musikalsk oplevelse om sommeren, eller fald i snak med de lokale, der går søndagstur. Vi kan dog ikke garantere, at de taler dansk.

Dänische Straße, 24103 Kiel
www.daenische-strasse.de

Shopping

Hvis du bliver træt af natur og historie

Shopping girls

Kan butikker tælle som seværdigheder? Når man har Kiels vilde udvalg, så ja!

Ligger dit Dankort i lommen og kalder på dig, er det bare om at drøne ud på enten Holstenstraße eller lange, lange Holtenauer Straße. Her finder du butik efter butik efter butik efter butik efter butik efter butik efter butik efter butik efter… Du forstår.

Har du brug for tag over shoppingposerne, kan du smutte ind i centrene Holstentörn, Quer Passage, Sophienhof eller Citti-Park.

Uanset hvor du foretrækker at rive ned fra hylderne, skal du være opmærksom på, at mange butikker har lukket i Tyskland om søndagen. Så læg eventuelt din powershopping lørdag, og plej de ømme fusser dagen efter.

Holtenauer Straße, 24105 Kiel
www.die-holtenauer.de/home.html

Nikolaikirche

Tårnhøj skønhed

Nikolaikirche

Nikolaikirche putter ir’et i kirke. Dens høje, spidse tårntag er ikke til at overse med sin elegante irrede farve, der lyser op i landskabet.

Kirkens oprindelse i det 13. århundrede gør den til den ældste kirke i Kiel. Dens gotiske ydre og storslåede indre gør den til den måske også smukkeste.

Selvom du ikke er fan af religion eller historie, vil du nemt komme til at udbryde et ”gud!”, når du ser den overdådige altertavle og betragter den nøje udskårne døbefont.

Er du klar på en pæn oplevelse, er St. Nikolai Kirke klar til at levere.

Alter Markt, 24103 Kiel
www.st-nikolai-kiel.de

Schifffahrtsmuseum Fischhalle

Mere maritimt bliver det ikke

Skibsmuseum

Om vi har mere på to-do-listen for de skibsgale? Selvfølgelig. For en stolt havneby kan naturligvis også præstere et skibsfartsmuseum.

Museet ligger i den tidligere auktionshal for byens fiskere, og de skiftende udstillinger giver dig et billede af Kiels storhedstid blandt bølgernes skvulp.

Højdepunkterne inkluderer både fotos, objekter og en række velbevarede både fra dengang, far var sømand.

Wall 65, 24103 Kiel
www.kiel.de/de/kultur_freizeit/museen_am_meer

Computermuseum der Fachhochschule Kiel

Digitale dinosaurer på tæt hold

Computermuseum

Mere til at surfe på nettet end på havet?

Tjek det unikke computermuseum ud og lær, hvordan den revolutionerende opfindelse fik sin begyndelse.

Museets omfattende samling tager dig på en underholdende rejse fra informationsteknologiens rødder i 1960’erne, hvor en computer fyldte et helt lokale, til nyere tid hvor den kan være i vores lomme.

Der er guidede ture hver lørdag, men det er også sjovt at gå rundt på egen hånd og nærstudere de mange dingenoter og dippedutter, som er utraditionelle seværdigheder for både store og små.

Eichenbergskamp 8, 24149 Kiel
www.fh-kiel.de/kultur/computermuseum