Forfatter: Redaktionen
Dato:
Læsetid: 6 min.

Det royale slot i Mecklenburg-Vorpommern

Der er meget at opleve i Schwerin. Men én ting er sikkert: Skal det være flot, skal det være slot.

Som en ærkeægte prinsessedrøm troner Schwerin Slot midt i byens største sø og kaster stråleglans ud over landskabet.

Slottet er vartegn for hovedstaden i delstaten Mecklenburg-Vorpommern – og det er nemt at forstå hvorfor. Det er et usædvanligt imponerende sted med utallige timers historie og skønhed at gå på opdagelse i.

Scroll ned og få et smugkig på Schwerins stolthed.

Uhørt yndefuldt ydre

Tysklands måske flotteste postkort-motiv

Schwerin slot
Din første tanke er ”wow!”. Og så ”how?!”.

For når man mødes af den utrolige facade på Schweriner Schloss, er det svært at fatte, hvordan det kan lade sig gøre at bygge et rendyrket Disney-slot i virkeligheden.

Med sine mange specielle tårne, guldbelagte spir og romantiske ornamentering giver slottet noget smukt at se på, uanset hvor øjet vender hen.

Hvis ikke du formår at fange et fortryllende billede til fotoalbummet, så... Ja, den sætning giver ikke engang mening at skrive færdig. For nærmest hvert eneste klik med kameraet resulterer i et overdådigt skud.

Fra visse vinkler ligner Schwerin Slot lidt et sydeuropæisk palæ. Andre steder minder slottet mere om et hyggeligt renæssancebyggeri eller en mægtig barokborg. Det er en fascinerende konstruktion, der perfekt balancerer simpel elegance med snørklede detaljer.

Og netop det mangefacetterede udtryk med stilarter fra tidligere perioder gør, at slottet bliver anset som et vigtigt eksempel på historicisme i Europa.

Der er med andre ord rigeligt at se på – og blive overvældet af. Så husk smertestillende til dit besøg på Schwerin Slot. For du får med stor sandsynlighed ondt i kæben af konstant at gå og måbe.

Guld og grønne skove

Tag på slentretur i slotsparken

Schwein slotshave
Du risikerer også at få lidt ømme fusser.

Rundt om Schwerin Slot ligger nemlig både en charmerende have og en 25 hektar stor park, som du med garanti har lyst til at udforske.

De spektakulære omgivelser er en kæmpe oplevelse i sig selv. Her finder du både majestætiske kanaler, knejsende træer så langt øjet rækker, velbevarede statuer, et frodigt orangeri og en lille grotte. Jep, en grotte. Med flagermus. For selvfølgelig er der en grotte med flagermus.

Du kan også beundre de farvestrålende blomsterbede på slottets flydende eng; en rektangulær, futuristisk ø lavet til Tysklands National Garden Exhibition BUGA i 2009. Ethvert slot med respekt for sig selv har selvfølgelig et vinkelret planteparadis omgivet af vand.

Fra april til september er området hjem for forskellige festivaler med kunst, koncerter og historiske temaer. Om vinteren forvandler slotsparken sig til et mesterligt snelandskab. Og hele året kan du nyde en bid kongeværdig kost hos enten orangeriets café eller restaurant Ars Vivendi, der serverer for dig i sin ottekantede pavillon.

Du kan sågar også blive gift i det grønne. Det er en enestående mulighed for at sætte kronen på din særlige dag med lidt autentisk royal stemning. Og med autentisk mener vi autentisk. De ikoniske vidder står i vid udstrækning, som de har gjort i århundreder.

Uanset årstid og formål skal du glæde dig til at betræde Schwerin Slotspark.

Man er ikke i tvivl om, at de dygtige landskabsarkitekter har været på overarbejde, og nutidens gartnere må være det samme i deres vedligeholdelse af parken. Det eventyrlige unikum står ganske enkelt lige så snorlige som pelsen på en prisvindende puddel.

 

635 værelser venter

Åbn døren til glamour og genfærd

Schwerin slotsgård
I det her tilfælde må du gerne skue hunden på hårene. For Schwerin Slot er akkurat lige så storslået indeni som udenfor.

Du kan desværre ikke boltre dig frit i alle slottets 635 rum. Men Schwerin Slots museum lader dig mærke et glimt af fortidens storhed i al sin pragt. Museet byder på glamourøse sale fulde af møbler, våben, porcelæn, sølvtøj, malerier og andre kunstværker fra 1800-tallet.

Tril også ind i slotskirken, hvis der ikke er en gudstjeneste i gang. Er der en gudstjeneste i gang, så tril tommelfingre udenfor, til den er færdig. Vi lover, det er ventetiden værd. Over kirkens gigantiske gotiske vinduer finder du et endnu mere blændende syn: 8.758 guldstjerner, der skinner om kap på den hvælvede lyseblå loftshimmel.

Når du bevæger dig rundt på gangene, så hold øjnene åbne efter Petermännchen. Han er en godhjertet trolde- eller nisse-agtig skikkelse, der ”hjemsøger” Schwerin Slot – og han er legendarisk. I ordets mest bogstavelige forstand.

Der findes nemlig hundredvis af legender om lille Peter, som er blevet overleveret gennem tiden, og han skulle være blevet spottet ved flere lejligheder. Eftersigende beskytter han slottet ved at belønne gode og ærlige folk og straffe tyveknægte. Så opfør dig nu ordentligt, ik’?

Vil du have flere beretninger og hemmeligheder om slottets artefakter og beboere, så anbefaler vi kraftigt en guidet tur. Dem kan du tage med på hver dag, og det er en god idé, hvis du vil vide alt om Schwerin Slots fantastiske – og lange – historie.

Der var engang...

Slottets hæsblæsende historie

Schwerins slot
Siden grundlæggelsen i år 973 er der sket meget bag de monumentale mure.

Oprindeligt var Schwerin Slot ikke helt så prangende. Men efter flere ombygninger og udbygninger, særligt i 1800-tallet af Mecklenburg-Schwerins sidste storhertug, Friedrich Franz II, fik slottet det karakteristiske udseende, vi kender i dag.

I flere århundreder husede slottet hertuger. Det har også været felthospital under 2. verdenskrig og pædagogseminarium i DDR-årene. I dag bliver den ene fløj af Schwerin Slot brugt som parlamentsbygning for Landtag Mecklenburg-Vorpommern, mens den anden fløj byder turister velkommen.

I øjeblikket er slottet indstillet til at komme på UNESCO’s Verdensarvsliste. Mon ikke det bliver optaget inden længe?

Det er i hvert fald ingen tvivl om, at Schwerin Slot er et arkitektonisk mesterværk, som du bør lægge vejen forbi, næste gang du er i det nordlige Tyskland.

Åbningstider på Schwerin Slot:
15. april til 14. oktober: Tirsdag-søndag 10:00-18:00.
15. oktober til 14. april: Tirsdag-søndag 10:00-17:00.
Slottets og dets museum har lukket om mandagen.
Slotsparken er åben for offentligheden hele året rundt.
Slotshaven lukker, når mørket falder på.

Pris for at besøge Schwerin Slot:
En standardbillet koster 8,5 €.
Børn under 18 år har gratis adgang.

Schloss Schwerin
Lennéstraße 1, 19053 Schwerin
www.mv-schloesser.de


Åbningstider og priser kan være ændret, siden vi udgav denne artikel, så vi opfordrer dig til besøge slottets hjemmeside, inden du tager afsted.