Besøg de forunderlige drypstenshuler i Harzen
I drypstenshulerne i Harzen oplever du naturens underjordiske magi helt tæt på.
Blandt de mest berømte og besøgte drypstenshuler i Harzen er:
- Iberger Tropfsteinhöhle
- Drypstenshulerne i Rübeland
De to huler står som nogle af Harzens – og Tysklands – ældste og mest mindeværdige seværdigheder.
Læs her om de mageløse drypstenshuler, og hvorfor du skal huske at tage en varm trøje på, inden dit besøg under jorden.
Iberger Tropfsteinhöhle – smuk totaloplevelse under bjerget
En af de mest besøgte seværdigheder i Harzens bjerge – eller skal man sige under Harzens bjerge – er den smukke drypstenshule Iberger Tropfsteinhöhle. Her har man siden 1874 kunnet lade sig forundre over den magiske verden under jorden, hvor de fascinerende drypstens væld af farver og former stensikkert slår benene væk under en.
Drypstenshulen er en del af oplevelsescentret Höhlen Erlebnins Zentrum, som – ud over den smukke drypstenshule – også byder på et unikt indblik i det 563 meter høje bjerg, Ibergs geologiske historie og en fascinerende rekonstruktion af nogle af beboerne i bjergets mange huler helt tilbage fra bronzealderen. Det er med andre ord en totaloplevelse, der venter dig, når du besøger Höhlen Erlebnis Zentrum.
Höhlen Erlebnins Zentrum, An der, Tropfsteinhöhle 1, 37539 Bad Grund
www.hoehlen-erlebnis-zentrum.de
Rübeland-drypstenshuler – Harzens ældste drypstenshuler
Ved Rübeland finder man to af de ældste og mest kendte drypstenshuler i Tyskland, nemlig Baumanns-hulen og Hermanns-hulen.
Baumanns-hulen (se billedet lige herover) åbnede for offentligheden med rundvisninger helt tilbage i 1649, og har dermed givet de besøgende et unikt blik ind i en magisk underverden af smukke drypstensformationer i snart 400 år. Den kendte tyske forfatter Goethe besøgte hulen flere gange – dens største hulrum er faktisk opkaldt efter forfatteren – ’Goethesalen’.
Hermanns-hulen (se billedet i toppen af denne artikel) blev opdaget i 1866, og er en typisk flodhule. Den er større end Baumannshulen og her kan man blandt andet besøge Krystalværelset og den 8000-årige søjle. Man kan komme ned i begge huler ved Rübeland på en guidet tur, der varer ca. 50 minutter.
Hvis man efter sit underjordiske eventyr trænger til et andet perspektiv på Harzens bjerge, så finder man en af verdens længste hængebroer, den knap 500 m lange Titan RT, blot få kilometer fra Rübeland.
Rübeländer caves, Blankenburger Str. 36, 38889 Oberharz am Brocken
www.harzer-hoehlen.de
Andre fascinerende huler i Harzen: Besøg Enhjørningshulen
Det er ikke kun drypstenshulerne i Harzen, der byder på magiske oplevelser under jorden. I Einhornhöhle har man igennem årene fundet mange forstenede knogler fra for længst uddøde fortidsdyr som hulebjørnen. Men myten gik på, at knoglerne stammede fra, ja enhjørninger. Og pulveret fra disse knogler var efterspurgt som medicin i hele Europa, hvilket gjorde hulen berømt. Den dag i dag kan besøgende stadig finde på at spørge efter pulveret fra enhjørningernes-knogler.
Einhornhöhle er også tilgængelig for kørestolsbrugere.
Einhornhöhle (Unicorn Cave), Im Rott, 37412 Herzberg am Harz
www.einhornhoehle.de
Tip til en god tur under jorden
Når du bevæger dig på eventyr under jorden, så husk at tage varmt tøj på og gode sko. I hulerne er der en konstant temperatur omkring 8 grader, og man går på et ujævnt underlag.
Husk også, at de fleste drypstenshuler ikke er velegnet til klapvogne eller kørestole – undtaget er Einhornhöhle, der er tilgængelig for kørestolsbrugere.
Oplev også Harzens andre vilde naturoplevelser
Harzen er et sandt mekka af store naturoplevelser. Selvom Harzens kun ligger få timers kørsel fra den danske grænse, er det en god idé at planlægge flere aktiviteter under dit besøg, så I får det hele med.
Snyd ikke jer selv for at træde ned af en af de skønne vandreture, der kalder på fordybende samtaler og bjergtagende udsigter. Er I mere til action, så lej en cykel og tag en nervepirrende MTB-tur op og ned af bjergskråningerne.
En særlig tak til Tourismusbetrieb Oberharz am Brocken for at levere billeder fra Rübelandshulerne. Begge billeder er taget af Jan Reichel.
Vi vil også gerne sende en stor tak til Geopark Harz Infozentrum for at levere billedet af Enhjørnehulen, der er taget R. Nielbock.
Til sidst vil vi også gerne takke HöhlenErlebnisZentrum for at levere billede af Iberger Tropfsteinhöhle. Billedet er taget af Günter Jentsch, og billedrettigheder tilhører HEZ.