Forfatter: Redaktionen
Dato:
Læsetid: 6 min.

Tager du på ferie i Tyskland på fire hjul, er det oplagt at hægte campingvognen bagpå og sætte kurs mod en af de utallige campingpladser syd for grænsen.

Er du frisk på camping i Nordtyskland, men har ikke lyst til at køre i flere timer for at komme frem? Masser af campingmuligheder venter i nærheden af hansestaden Rostock, som er fuld af oplevelser!

Området ud til Østersøen byder på kilometervis af herlig natur og hygge. Og hvad end du er til glamping, wellness, surfing, pool, adventure-legeplads, yogahold, film i biffen eller badning uden tøj på, så finder du det på en campingplads nær Rostock.

Her får du en guide til, hvor I med fordel kan slå telt og kaffebord op, når familien skal på camping i Rostock.

Baltic Freizeit – Camping- und Ferienpark Markgrafenheide

Et campistparadis uden lige

Ben i pool

Hvis du leder efter en campingplads, der har alle de ting, et feriehjerte kan begære, så er Baltic Freizeit ikke helt ude i skoven. Eller jo – pladsen ligger faktisk midt i en skov. Men under træernes idylliske kroner finder du alt, hvad både store og små kunne ønske sig, når de skal slappe af og have det sjovt.

Ferieparken går også under navnet Camping- und Ferienpark Markgrafenheide og ligger en halv times kørsel nordøst fra centrum af Rostock. Du kan parkere campingvognen på pladser af forskellig størrelse med varierende mængder skygge. Har du lyst til lidt mere luksus, kan du også snuppe et af de hyggelige feriehuse med veranda og terrasse.

Baltic Freizeit trykker overflødighedshornet helt i bund. Både i og uden for højsæsonen er det grønne område garant for så mange fede aktiviteter, at vi ikke kan beskrive dem i detaljer, uden du ville få brug for en tissepause undervejs. Så her kommer en hurtig gennemgang af, hvad du kan glæde dig til som gæst hos Baltic Freizeit:

For de små er der legeplads med timevis af morskab. For de store er der wellnessafdeling med sauna, spabad, dampbad, skønhedssalon og massage. For de spilleglade er der spilleautomater, bordfodbold og billard. For de sporty er der tennis, ridning, squash, minigolf, bordtennis, vandcykler, robåde, en bjergbestigningsvæg og leje af cykler.

For de sultne er der restaurant, pizzeria og snackbar. For de tørstige er der strandbar og cocktailbar. For vandhundene er der både udendørs svømmepøl, indendørs bassin og kun 500 meter ned til havet. Og for de rigtige hunde er der også noget at logre over: Familiens firbenede venner er nemlig meget velkomne på campingpladsen.

Der er sågar en biograf på Baltic Freizeit til de dage, hvor vejrudsigten ikke siger sommer og sol. Et supermarked finder du også på grunden – så kan du altid købe lidt ekstra guf, hvis biografens popcorn ikke er nok. Og hele pladsen er handicapvenlig.

Hvis du skulle være i tvivl, så lad os gøre det soleklart: Baltic Freizeit er en populær campingplads i Rostock, så du skal nok ikke svinge indenom, uden at have bestilt plads på forhånd. Men svinge indenom skal du. For det er ganske enkelt et campistparadis uden lige.

Adresse: Budentannenweg 2, 18146 Markgrafenheide
baltic-freizeit.de

Camping Ostseecamp Rostocker Heide

Bo stort set direkte på stranden

Kvinde spiller beach volley

Lidt længere oppe ad kysten, heller ikke langt fra Rostock, kan du trille ind på Camping Ostseecamp Rostocker Heide. Campingpladsen ligger også i et skovområde og ud til havet – så meget ud til havet, at du nærmest kan vælge at bo på selve stranden!

Lige meget hvor på pladsen du bor, er der dog kort til vandet, så husk endelig badetøjet. Eller lad være, hvis du foretrækker at springe i bølgen uden. Et stykke af stranden er nemlig for naturister. Store dele af kysten er også hundestrand, hvor både sved og poter kan få frit løb.

Er du ikke typen, der gider ligge stille, kan du give dig i kast med at snorkle eller prøve at surfe. På stranden har du mulighed for at leje et surfboard, og der er undervisere, som står klar til at lære dig, hvordan du formår at blive stående på brættet. Du kan også begive dig ud på en af de skønne cykel- eller vandreruter i nærheden.

Kommer du til at fryse, når solen går ned, hopper du bare ind i Rostocker Heides sauna og får varmen igen. Og når solen står op, kan du smutte hen til campingpladsens bager og købe lækkert friskbagt brød til morgenmad. Pladsen har også en restaurant, en snackbar og et supermarked.

Børnene kan se frem til at udforske den store adventure-legeplads, som blandt andet har på et vandområde, forskellige rutsjebaner og tre boldbaner. Når de skal have en pause og køle lidt ned, ligger der heldigvis en isbod lige ved siden af. Når du selv skal have et hvil, kan du nyde kølige drinks og god stemning på campingpladsens bar.

Minigolf, bordtennis og beachvolley kan Camping Ostseecamp Rostocker Heide også klare. Ja, der sker altid noget på pladsen, som typisk er ret livlig i højsæsonen. Tidligere var der et separat område for unge mennesker, men det er nu afskaffet, så du ikke længere behøver bekymre dig om larm om natten. Bruger du kørestol, kan du også tage det roligt – hele pladsen er handicapvenlig.

Alt i alt er der kun én ting at sige om denne dejlige kystperle: Glæd dig til en sand-tastisk oplevelse for hele familien!

Adresse: Wiedortschneise 1, 18181 Graal-Müritz
www.ostseecamp-ferienpark.de

Campingpark Ostseebad Rerik

Sol, bål og barbeque

Mennesker rister skumfiduser ved campingbål

45 minutter vest for Rostock kan du se frem til hyggelig camping – eller fancy glamping! Ja, hos Campingpark Ostseebad Rerik har du mulighed for at leje et lækkert glamping-telt, der er fuldt møbleret med plads til op til fem personer. Det har sågar badeværelse og et lille køkken, og så lyner du op til frisk luft midt i naturen.

Du kan også sove i de ferieboliger, pladsen kalder bungalows, eller den mindre hytteudgave med navnet POD. En POD rummer op til fire mennesker og minder i sit udseende om en forstørret træstamme. Hvilket barn har ikke drømt om at kravle ind og lave hule i sådan én?

Cykl rundt i de smukke omgivelser uden for pladsen, afprøv dine windsurfing-evner på havet, eller spil en gang beachvolley på stranden: Er du til aktiv ferie, har Campingpark Ostseebad Rerik din ryg.

Hvis du får ondt i pågældende ryg af al den motion, er campingparken der også for dig. Du kan få en massage til at løsne op for knuder, du kan lade saunaens varme arbejde sig gennem musklerne, og du kan endda tage en yogatime og få strakt godt og grundigt ud.

Har de små kroppe brug for lidt afslapning efter et par hårde timer på rutsjebanen og gyngerne, kan de tage en tur i biografen, der ligger på campingpladsen. Og når maverne begynder at rumle, kan I alle sammen sætte jer ind på pladsens snackbar eller restaurant, som har en tagterrasse med udsigt over Østersøen.

Nyd maden og solnedgangen fra tagterrassen, eller løb ned på stranden, hvor der hver uge bliver tændt bål og lavet barbeque. Og tag hunden med! Den er nemlig meget velkommen. Det samme er kørestole, for hele pladsen er handicapvenlig, men vær opmærksom på, at der er en stejl trappe ned til stranden.

Samlet set er Campingpark Ostseebad Rerik et perfekt valg for småbørnsfamilien på campingtur. Der er flere andre muligheder for camping i Rostock, men er du til uformel afstresning, kan du roligt trække håndbremsen her.

Adresse: Straße am Zeltplatz 8, 18230 Rerik
www.campingpark-rerik.de

 

NB: Vi tager forbehold for ændringer i faciliteter på campingpladserne og henviser til campingpladsernes egne hjemmesider for et opdateret overblik.