Forfatter: Redaktionen
Dato:
Læsetid: 10 min.

Camping i Kiel: tæt på storbyliv, historie og havudsigt!

Knap halvanden times køretur fra Puttgarden finder man Kiel, hovedstaden i den tyske delstat Slesvig-Holstein.

Ligesom mange andre tyske storbyer, rummer Kiel en masse storbyliv og traditionsrig historie. Modsat andre tyske storbyer har Kiel dog noget helt specielt – havudsigt!

Det lyder måske ikke så specielt igen, men det er noget unikt for Tyskland, som kun har ca. kvart så meget havkyst som lille Danmark.

Derfor gør Kiel meget ud af at dyrke havet og det ses især en gang om året til den berømte Kieler Woche, hvor tusindvis af skibe og millioner af mennesker samles til kapsejlads og festligheder.

Det kommer også til udtryk i Kiels campingliv, som forstår at sætte havet og udsigten i højsædet! Herunder finder du en række af de bedste campingpladser i Kiel og omegn, som hver især har noget specielt at byde på.

 

Camping Neustein

Historie, havudsigt og strandpromenade

Campingpladser i Kiel - Strand, Camping Neustein

Vi begynder med en campingplads, der gemmer sig ude, hvor Kielerfjorden begynder sit indhak i det tyske landskab. Herude finder man Camping Neustein, lige ved forstadsbyen Laboe.

Camping Neustein ligger i smukke, grønne omgivelser lige op til Østersøkysten. Der er direkte adgang til stranden og en udsøgt udsigt mod Danmark. Det er bare at finde campingstolen frem, nyde udsigten og holde godt øje med den internationale søtrafik, der udspiller sig for øjnene af én.

Centrum af Kiel ligger små 30 minutter væk i bil, men man behøver ikke nødvendigvis drage så langt. For selvom Laboe ”blot” er en lille forstadsby til Kiel, skal man ikke lade sig narre – den har massere at byde på i sig selv. Det er blandt andet her man finder U-Boot U-995 – en tysk ubåd fra 2. verdenskrig, som man kan få lov at opleve indefra. Lige ved siden af finder man det 72-meter høje Laboe-tårn: et mindesmærke for sejlere, der døde under verdenskrigene. Alt det (og mere) ligger i tæt nærhed af Laboes betagende strandpromenade, som flugter sig langs fjorden.

Du finder Camping Neustein på Neustein 2 (Zur Steilküste), 24235 Stein, Tyskland.

Campingplatz Kiel Falckenstein

Førsteklasses udsigt over Kiel Fjord

Campingpladser i Kiel - Camping Kiel Falckenstein

Kiel Fjord er et paradis for alle der elsker havet, bølgerne, stranden, vinden i håret og den salte duft. Sådan siger Campingplatz Kiel Falckenstein, og de har selv første parket over sagerne. Hvis man gerne vil campe så tæt på Kiels centrum som muligt, så fås det ikke meget bedre end her.

Udover beliggenheden har campingpladsen selvfølgelig også mere at byde på. Campingpladsen har egen kro med en terrasse, hvor man kan beundre fjorden, imens man nyder lidt godt fra menukortet. Samtidig er der sauna- og fitnessmuligheder og ikke mindst direkte adgang til stranden.

Mest af alt byder den på ro og mag i den klassiske campingstil. Og skulle man mod forventning blive træt af at gå op og ned af kysten, kan man smutte en tur til storbyen.

Campingplatz Kiel Falckenstein adresse er Palisadenweg 171, 24159 Kiel, Tyskland.

George Glamp

Glimrende glamping

Pige og hund bader i sø

Vil du gerne længere ind i fastlandet, er George Glamp et perfekt sted at søge hen – især hvis du er ude efter alle de ting, der gør dit campingeventyr mindre besværligt og mere eksklusivt. 

George Glamp baserer sig nemlig på ”glamping” – måske deraf navnet Glamp. ”… Men hvad er glamping?”, tænker du så måske. Jo, glamping er stadigvæk camping – bare med lidt ekstra luksus, for dem der gerne vil have det bedste af både den naturlige og moderne verden.            

Selvom campingpladsen er langt fra kysten, er den stadig lige ved vandet. George Glamp ligger nemlig lige ved Belauer See – en mindre sø blandt mange i området, som byder på kajak, hiking og nydelse af Moder Jords selskab.

Hos George Glamp er der mange overnatningsmuligheder: Iglohytter, tipier, autocampere, minihuse – eller bare din egen campingvogn på en helt almindelig campingplads. Desuden har stedet deres egen café og restaurant, så du ikke altid behøver at bekymre dig om aftensmaden.

Du finder som sagt campingpladsen ude i det grønne med ca. 40 minutters kørsel til Kiel. Samtidig er du dog kommet tættere på Hamborg, som kun ligger en god times kørsel væk.

Besøg George Glamp på Perdöler Mühle 3, 24601 Belau, Tyskland.

Camping Heidkoppel

Sand mellem tæerne

Campingvogn i natur

Skal du mest af alt på badeferie og bare teste så mange tyske strande som muligt, kan du vende snuden mod Campingplatz Heidkoppel. Campingpladsen ligger kun et par stenkast fra vandkanten og har badestrand i sigte så langt øjet rækker. Desuden har pladsen sin egen legeplads og jævnligt aktiviteter for børn.

Camping Heidkoppel byder altså på rig mulighed for at nyde solskin, sand og vand, og er samtidig en sikker vinder for de små. Der er hundeforbud, så hvis du ikke er så meget til firbenet-selskab, er det et af de steder, hvor det bliver imødekommet.

Camping Heidkoppel ligger godt 30 minutter i bil fra Kiel, så det er oplagt at vedlægge storbyen et besøg eller to (eller tre).

Du finder Campingplatz Heidkoppel på Mittelweg 114, 24217 Wisch, Tyskland.

Naturcamping Spitzenort

“Spitzenklasse” Spitzenort

Telt og bænk ved sø

Er du ikke meget for det vilde og brusende hav, men vil stadig gerne kunne dyppe tæerne i vandkanten? Så  kan du tage til Naturcamping Spitzenort, som er placeret ved Slesvig-Holsteins største sø, Plöner See. Søen får sit navn fra den nærliggende by Plön, som campingpladsen desuden ligger klos op ad.

Som navnet lægger op til, er Naturcamping Spitzenorts vigtigste mission at finde ro og afslapning i naturen. Her er der tid til ro og mag for dig selv og familien. Og skulle du få nok af det, giver søens rammer mulighed for en masse vandsport og udendørsaktiviteter. Et paradis for vandrotter, som Naturcamping Spitzenort selv beskriver det.

Så find en bog frem, slå benene op og nyd den både grønne og blå udsigt ved Plöner See, der er med til at gøre Naturcamping Spitzenort til en af de bedste campingpladser i Kiel, som kun er små 40 minutter væk.

Besøg Naturcamping Spitzenort på adressen Ascheberger Str. 76, 24306 Plön, Tyskland.

Naturcampingplatz Wrohe am Westensee

Helt ude i skoven

hygge omkring bål

Kører man vest for Kiel finder man søen Westensee. Og der, godt gemt bag grønne træer og buske, finder man Naturcampingplatz Wrohe am Westensee!

Denne er en lille og fin campingplads, der bevidst ligger afskærmet ude i en lysning i skoven – men med kort afstand ned den til offentlige strand. Omgivet af skov og tre søer, er der god mulighed for at nyde naturen. Det er oplagt at udforske Naturpark Westensee, enten på gåben eller cykel.

Stedet har sin egen lille restaurant, men ellers ligger det nærmeste indkøbssted 8 kilometer væk. Selvom Naturcampingplatz Wrohe am Westensee ligger langt ude i skoven, er det relativt tæt på storbyræset i Kiel.

Du finder Naturcampingplatz Wrohe am Westensee på Seeweg 22, 24259 Westensee, Tyskland.

Camping Seeblick in Dersau

Perle ved Plöner See

Kvinde læser ved sø

Plöner See er godt for mange ting. Men det Tysklands 10. største sø gør allerbedst, må næsten være at producere fremragende campingpladser.

Helt ude på vestspidsen af den store sø, finder man Campingplatz Seeblick in Dersau. Dersau er navnet på den lille by, som campingpladsen ligger i. Her er der godt 40 minutters afstand til centrum af Kiel, så hvis du ikke er blevet forelsket i joller og den overvældende ro, er der ikke alt for langt til krydstogtskibe og byens larm.

Camping Seeblick giver det simple campingliv, men med alle de store plusser. Med sin beliggenhed helt op ad stranden er badning selvsagt, men området byder også på gode muligheder for surfing af forskellig slags.

Desuden er der legeplads til de små og boldspilsplads for de fodbold-, volleyball-, bordtennis- og tennisglade.

Campingpladsen roses for gode sanitære forhold og ikke mindst en stor gæstfrihed. Kort sagt, er Camping Seeblick bare simpelt, rart og godt.

Du finder Camping Seeblick på Dorfstraße 59, 24326 Dersau, Tyskland.

Campingplatz Möltenort

Uovertruffen fjordudsigt

Udsigt over Kiel Fjord

Vil du gerne finde en campingplads langt inde i Kiel Fjord, så du bedst muligt kan følge den omfattende skibstrafik, som står på dag og nat? Så er Campingplatz Möltenort en af de pladser, som giver de bedste muligheder for det.

Det er især den fantastiske placering, der gør denne campingplads til noget ekstraordinært. Der er ikke langt til hverken Kiel eller Laboe, så hvis du tager cyklen med, kan du det hele. Og så fortjener den sublime udsigt fra campingpladsen at blive nævnt endnu engang.

Stedet har sin egen lille restaurant og butik, hvor de største campingbehov kan stilles.

Besøg Campingplatz Möltenort på Uferweg 24, 24226 Heikendorf, Tyskland.

Grönwohld Camping

Sol, surfing og sejlsport

Bølger på strand

Skal din campingferie bare bruges på at udfordre Østersøen til fods, til båds eller på surfbræt, så er Grönwohld Camping en oplagt destination. Campingpladsen deler plads med forskellige sejl- og vandsportsklubber, så det er her du kan gribe chancen for at blive en vaskeægte strandløve.  

Grönwohld Camping ligger nordvest for Kiel, lige mellem Kiel Fjord og Egernførde Fjord. Stedet tilbyder både klassisk camping, men også glamping i form af feriehuse, luksustelte og wellness med mere.

Der er ikke mere end en lille halv time i bil til centrum af Kiel, så endagsturene til storbyen er stadig en oplagt prioritering – selvom det måske ender med, at du helst bare vil tage surfbrættet under armen og ride ud på bølgen blå.

Du finder Grönwohld Camping på Kronshörn 999, 24229 Schwedeneck, Tyskland.

NB: Vi tager forbehold for ændringer i faciliteter og priser på campingpladserne og henviser til campingpladsernes egne hjemmesider for et opdateret overblik.