Scandlines støtter Team Rynkeby
Når Team Rynkeby i sommeren 2026 rejser mod Paris for at samle ind til børn med kritiske sygdomme, er Scandlines stolt af at være med.

Stolt platinsponsor
Som platinsponsor for Team Rynkeby bidrager Scandlines til rejsen ved at skabe gode rammer ombord med forplejning, plads til fællesskab og mulighed for at lade op, inden næste etape begynder.
Scandlines har tradition for primært at støtte lokale initiativer i og omkring vores havneområder - herunder Sydsjælland og Lolland-Falster. Det gælder organisationer, foreninger og mennesker, som bor og opererer lokalt, og som er en del af de samfund, vi selv er forankret i. Denne gang har vi valgt at tænke bredere. Når Team Rynkeby rejser med Scandlines på vej mod Paris, har vi valgt at støtte alle de deltagende hold, der er med på overfarten - i alt 9-10 danske hold samt ét svensk hold. Det afspejler vores ønske om at bakke op om fællesskabet på tværs, når formålet er at gøre en reel forskel for børn med kritiske sygdomme.
Samarbejde, der løfter oplevelsen
Som en del af Scandlines’ støtte, bidrager udvalgte samarbejdspartnere med lidt ekstra forkælelse ombord, der er med til at gøre overfarten til noget særligt for rytterne. Det gælder blandt andet Hansens Is, som bidrager med noget lækkert under overfarten.
Bidragene leveres som en del af Scandlines’ initiativ og støtte til Team Rynkeby.
Om Team Rynkeby
Team Rynkeby er et internationalt velgørenhedsinitiativ, hvor ryttere hvert år cykler til Paris for at samle midler ind til børn med kritiske sygdomme.