Forfatter: Redaktionen
Dato:
Læsetid: 5 min.

Hansestædernes dronning, Lübeck, er et charmerende bekendtskab året rundt – også når det gælder maden. I middelalderbyens snoede smøger, maleriske gader og hyggelige gårde finder du restauranter for enhver smag – bortset fra den snobbede. Mad nyder man i en afslappet, uhøjtidelig atmosfære og om sommeren gerne udendørs.

Så tag en tur til smukke Lübeck og nyd et dejligt måltid i en af byens restauranter.

Her er fem af vores favoritter.

Velbekomme!

Schiffergesellschaft

Ved kaptajnens bord i byens smukkeste hus

Bag den imponerende trappegavl på et af Lübecks kendteste huse befandt sig tidligere søfolkenes forsamlingshus. I dag danner den historiske bygning rammen om en særdeles populær restaurant – og med god grund. Her er virkelig en stemning, der skal opleves!

Du bliver bænket ved lange borde bygget af skibsplanker, hvor du kan nyde bygningens lige så imponerende indre og detaljer fra fordums tid. Øjnene søger automatisk rundt på de mange genstande fra skibsfartens verden; et mylder af galionsfigurer, skibslanterner og modelskibe pryder vægge og lofter. Mens man venter på maden, kan man levende forestille sig de barske søulke sidde her og forhandle og diskutere, for så – nogle glas senere - at blive en smule mere højrøstede omkring deres farefulde bedrifter i rum sø.

I køkkenet møder traditioner det moderne. Ikke overraskende serveres der masser af fiskeretter fx kaptajnens fisketallerken og Lübecker Fiskesuppe. Prøv også en af de pikante Holstenske specialiteter fx sur-sød sild, eddikemarineret svinekød eller matjesfilet med æble- og løgcreme.

Er du ikke den store fiskespiser, er der også flere kødretter at vælge imellem fx den typiske sømandsret, skipperlabskovs – her dog garneret med saltet sild og spejlæg.

Breite Strasse 2, 23552 Lübeck
www.schiffergesellschaft.de 

Café Niederegger

Marcipan på menuen

Duften af ristede mandler og sukker lokker dig hertil på lang afstand. Her i hjertet af byen finder du den mest oplagte kaffe- og kagepause. Den prisbelønnede Café Niederegger har ligget på matriklen siden 1806, hvor du også finder en marcipanbutik og tilmed et marcipanmuseum.

Sæt dig til rette i en atmosfære, der emmer af historie og stolte traditioner og nyd den udsøgte service, mens du betragter udsigten til det gamle rådhus.

Marcipan er selvfølgelig en fast ingrediens i cafeens store buffet af mundvandsfremkaldende kager. Men der indgår også marcipan i andre sammenhænge: Hvad med at prøve et glas marcipansekt, en kop kaffe med marcipanlikør eller måske har du mod på en omgang marcipanbrunch?

Bliver det hele lige en tand for sødt, finder du også forskellige variationer af morgenmad samt varme og kolde frokostretter – helt uden marcipan.

Breite Strasse 89, 23552 Lübeck
www.niederegger.de 

Kartoffel Keller

Den lille knold i alskens variationer

Kartoffel Keller

Kartoflen er, som navnet antyder, omdrejningspunktet i denne restaurant. Nyd den bagt med forskelligt fyld, pureret som tilbehør til fisk eller kød eller i form af sprøde gratiner. Foretrækker du vegetariske eller veganske retter, er der også et udmærket udvalg til dig. Og så kan du selvfølgelig også få serveret en kartoffelsnaps.

De hvælvede kælderlokaler ligger under det gamle Heiligengeist hospital midt i byen. Her kan du tilbringe en hyggelig stund ved den ternede dug, mens du betragter det rustikke, landlige interiør med mange finurlige detaljer.

God mad og drikke er fundamentet for dit velbefindende, siger man i Kartoffel Keller. Og det kan man jo kun give dem ret i!

Koberg 8, 23552 Lübeck
www.kartoffel-keller.de 

Buddha Bowl

Haps en kunstfærdig mundfuld

Fisk er en typisk nordtysk spise. Elsker du din fisk i selskab med aromatiske ris og sprød tang, skal du besøge Buddha Bowl. Her får du frisk tilberedt sushi – uanset om du sætter tænderne i sashimi, nigiri, uramaki eller maki- og tempuraruller.

Anretningen af de enkelte sushi-menuer er altid en fantasifuld og farvestrålende fryd for øjet, der viser kokkens sans for kunstfærdige detaljer.

Desuden serveres forskellige varme supper og nudelretter samt hjemmelavet lemonade.

Det hele til meget rimelige priser.

Ligesom anretningen aldrig overladt til tilfældighederne, er indretningen også ganske unik og minder på ingen måde om middelalderbyen udenfor. Så tag en pause fra gotiske kirker og borgerhuse for en stund og træd ind i den junglelignende stemning med eksotiske grønne planter og meterhøje bambusrør.

Schmiedestr. 24-26, 23552 Lübeck
www.facebook.com/buddhabowlrestaurant 

Vai

Middelhavskøkken og et godt glas vin

Bistrorestauranten Vai er et sikkert valg, hvis både du og eventuelle rejsemakkere skal finde en ret, I alle kan lide. Her finder du nemlig en lang række klassikere som carpaccio, vitello tonnado, coque au vin samt diverse skalddyrs- og pastaretter – og så selvfølgelig desserter.

Stedet er kendt for høj kvalitet, god service og et omfangsrigt vinkort af tyske, østrigske, italienske, spanske og franske vine.

Indretningen er stilren og moderne med blanke, mørke træpaneler overalt.

Du finder Vai på byens mest kendte butiksgade, så måske kan den enkle og rolige stemning give dig en tiltrængt pause fra en energisk shoppingtur?

Om sommeren kan du sidde i gården.

Hüxstraße 42, 23552 Lübeck
www.restaurant-vai.de