Shop highstreet fashion og secondhand i Hamborg
I Hamborg er der rig mulighed for at få tilfredsstillet din shoppetrang. I centrum finder du alle highstreet kæder og high end brands, mens der i de små gader bag modehusene ligger unikke modebutikker, hvor ejerens gode smag gør forskellen.
Hvis du er på udkig efter funky og flippet secondhand, skal du gå på opdagelse i bydelene Schanze og Karoviertel, hvor du også finder masser af fine interiørbutikker.
Snup en velfortjent kaffepause i Mutterland – og husk for alt i verden at fylde bagagerummet med gourmetdelikatesser fra butikken ved siden af.
Ligesom Berlin, er shopping i Hamborg en del billigere end Danmark, så der er ingen grund til at holde dig tilbage.
Neuer Wall
Hvis du er til luksus shopping i Hamborg, så skal du besøge Neuer Wall, der er Hamborgs svar på Madison Avenue, Bond Street og Rue Saint-Honoré. På denne gade ligger alle de store, dyre internationale modehuse som Hermès, Gucci og Louis Vuitton, men også COS, Zara og &Other Stories. Hvis du er fan af københavnske Birger Christensen og aarhusianske FF2, er butikken Unger et besøg værd.
På Jungfernstieg, blot et stenkast fra Neuer Wall, ligger modevarehuset Alsterhaus, hvor du kan finde alt. Større og mere luksuriøst bliver det næppe. Så gør plads i bilen til en shoppingpose eller to.
Neuer Wall, 20354 Hamborg
www.unger-fashion.com
Sternschanze
Spitze Schanze
For blot få år siden var Sternschanze et ucharmerende arbejderkvarter, som man bestemt ikke ville have skrevet om i en shoppingguide. I dag er Schanze Hamborgs hippeste bydel. Her er spækket med små butikker med indie-mærker og streetwear - og det meste har været brugt før.
I dag bugner shopping i Hamborg, og blot fem minutter fra Schanze ligger gaderne Karolinenstrasse og Marktstrasse – også kendt som Karoviertel. Her finder du konceptbutikker, helsekostpushere og vintagebutikker, som giver alle muligheder for at komme hjem med skæve mærker, finurlige nips eller måske et elegant jakkesæt?
Kauf Dich Glücklich
Kan man købe sig lykkelig?
Kauf Dich Glücklich er navnet på en hyggelig butik med alt fra tøj, sko og accessories til lækre plejeprodukter og fine coffee table books. Butikken er større, end du regner med, da den gemmer på små rum inde bagved. Selve indretningen er en oplevelse i sig selv, så snyd ikke dig selv for en shoppingtur i den vidunderlige butik.
Lige rundt om hjørnet finder du en større butik med samme navn, hvor de har et cool udvalg af modetøj for både kvinder og mænd. Parker i nærheden, så du slipper for at slæbe rundt på alle dine indkøb, der helt sikkert vil gøre dig en anelse lykkeligere.
Find Kauf Dich Glücklich på Susannenstraße 4, 20357 Hamborg
Mutterland
Lidt ekstra godt til ganen
I Gourmetdelikatessebutikken Mutterland er intet overladt til tilfældighederne. I butikken findes nemlig kun udsøgte delikatesser, hvor både indhold og emballage er i en klasse for sig. Lige fra vinen og olien til chokoladen og marmeladen.
Bliver du lækkersulten bare ved synet af de bugnende hylder, så forkæl dig selv med et besøg i Mutterlands café på samme adresse. Det er et oplagt sted at få en udsøgt morgenmad eller frokost eller måske finde en gave til dem derhjemme.
Besøg Mutterland på Ernst Merck Strasse 9, 20099 Hamborg