Støjsvage thrustere

Et af skridtene på vores vej mod emissionsfrie færger er, at alle fire hybridfærger på ruten Rødby-Puttgarden har fået udskiftet thrusterne, der både styrer og driver skibet fremad.

De nye thrustere giver mindre undervandsstøj og bidrager til en yderligere reduktion af CO2-udslip. Hvor meget, vi kan dæmpe undervandsstøjen, måler vi i samarbejde med den tyske miljøorganisation NABU (Naturschutzbund Deutschland). Skibe, der afgiver mindre undervandsstøj, er til glæde for blandt andre marsvinene i Femern Bælt. Den samlede investering i nye thrustere er på 100 millioner DKK.

Som den første af de i alt fire Scandlines‘ hybridfærger på ruten Rødby-Puttgarden blev M/F Schleswig-Holstein udstyret med nye thrustere i efteråret 2019. Dernæst fik M/F Deutschland nye thrustere i april 2020. I september 2021 fulgte M/F Prins Richard, og i september 2022 er thrusterne på den fjerde hybridfærge på Rødby-Puttgarden, M/F Prinsesse Benedikte, blevet udskiftet.

Hightech pull-thrustere erstatter push-thrustere

På de gamle push-thrustere sad propellerdrevet bagest, så vandet først skulle forbi thrusteren, inden det nåede til selve propellerdrevet.

Vi skifter nu til hightech pull-thrustere, hvor propellen sidder forrest på thrusteren, så der opnås et mere homogent flow gennem vandet. Hver thruster har fire propelblade, vejer 25 ton og har en diameter på 3,2 meter.