Scandlines gør det usynlige synligt med Solsikken

Hos Scandlines ønsker vi at sætte fokus på usynlige handicap – og være med til at gøre det usynlige synligt. Derfor arbejder vi aktivt med Solsikkeprogrammet, som skal skabe mere forståelse og inklusion – både for medarbejderne og for vores kunder.

Med samarbejdet ønsker vi at skabe større opmærksomhed på usynlige handicap og sætte en klar ramme for, hvordan vi møder mennesker med særlige behov. Vores mål er at gøre rejsen med Scandlines så tryg som muligt og sikre, at alle passagerer bliver mødt med den omtanke og forståelse, de har brug for.

Alle medarbejdere på tværs af rederiet bliver derfor trænet i at genkende Solsikken, forstå hvad et usynligt handicap kan indebære og vide, hvordan man bedst tilbyder støtte, når en passager bærer Solsikkesymbolet.

”I Scandlines handler god service om at møde vores passagerer og kunder, dér hvor de er. Med Solsikkeprogrammet tager vi endnu et skridt mod at skabe en tryg rejseoplevelse, hvor alle føler sig mødt med forståelse og respekt, også når behovet for støtte ikke kan ses med det blotte øje,” udtaler Dennis Mundt Nedergaard, Head of Customer Succes

For medarbejdere betyder det et øget fokus på at skabe et arbejdsmiljø, hvor alle kan føle sig set og støttet. Et sted, hvor vi har blik for, at nogle kolleger lever med udfordringer, man ikke umiddelbart kan se – og hvor vi møder hinanden med tålmodighed, rummelighed og respekt.

”Solsikkeprogrammet er et naturligt skridt i at skabe et arbejdsmiljø og en servicekultur, hvor der er plads til alle, og understøtter Scandlines’ ønske om at være en rummelig og inkluderende arbejdsplads,” udtaler Jakob de la Cour, SVP, Head of HR & Internal Communications.