Nyd et glas vin omgivet af vinmarker, mens du bjergtages af byens beundringsværdige biler.

Stuttgart er hovedstaden i delstaten Baden-Württemberg i Tysklands solrige, sydvestlige hjørne. Byen er omgivet af vinmarker, så vin og vinkultur spiller selvsagt en stor rolle i hele regionen. I det hele taget hersker der en afslappet, sydeuropæisk stemning over det hele. Men Stuttgart er om noget også en bilby, og både Mercedes-Benz og Porsche har deres hovedsæde her. De to tilhørende museer er must-sees for enhver bilentusiast, og der er garanti for julelys i øjnene uanset årstiden. Midt i byen ligger den store slotsplads, der er fanzone under hele EM, og tæt på fanzonen ligger Marktplatz, Schillerplatz og Karlplatz, hvor du finder regionale lækkerier, sport og kulturelle indspark i hele EM-tiden.

Copyright SMG, Bruno Kelzer

Oplev fjernsynstårnet, vandre gennem vinmarker og nyd et glas kærligt vin i det skønne vejr.

Vil du have et godt overblik over Stuttgart, skal du tage op i byens vartegn, det 217 meter høje fjernsynstårn. Både herfra men også fra Killesbergtårnet i Höhenpark er der en formidabel udsigt over hele regionen. Et andet godt udsigtspunkt er Grabkapelle på Württemberg, som kong Wilhelm I lod opføre af kærlighed til sin alt for tidligt afdøde dronning Katharina. Har du bevæget dig derop, kan du med fordel tage på en vandretur gennem vinmarkerne på vej ned, og hvorfor ikke også lægge vejen forbi Weinbaumuseum, som fortæller om 2000 års vindyrkning i området. På vinotheket ved siden af kan du pittstoppe og smage nogle af de ypperste vine fra Stuttgart og omegn.

Copyright SMG

Oplev alt fra det rolige museum til den store forlystelsespark og badeland.

Er du afsted med hele familien, kan du tage børnene med på børnemuseet i Junges Schloss ved siden af fanzonen eller til Wilhelmina, der er en unik kombination af en zoologisk have og en botanisk have. Inden for en times køreafstand fra Stuttgart venter endnu flere oplevelser i børnehøjde; mod sydvest den kæmpestore forlystelsespark Europa-park Resort med rutschebaner, badeland og meget, meget mere; mod øst Märklineum, som er et paradis for alle, der elsker elektrisk tog; og endelig ligger mod syd et hus, der er kvadratisk, praktisk og godt – kort sagt Rittersport!

 

Oplev nogle af Stuttgarts bedste specialiteter, øl og sydlandske stemning i Markthalle.

Uden mad og drikke dur hverken små eller store helte ikke. Vil du opleve den levende markedsstemning, kan du gå på indkøb i Markthalle. Her faldbyder over 30 forskellige boder lokale og regionale specialiteter. Vil du hellere sætte dig til et godt bord, skal du måske smage schwäbische specialiteter som Zwiebelrostbraten (bøf med sprødstegte løg), Spätzle (i stil med pasta men uens og kraftigere) eller Maultaschen (fyldte dumplings). Efter maden kan du nyde den sydlanske stemning og et krus godt øl i en af Stuttgarts mange, hyggelige Biergärten, fx ved Schlossplatz eller ved Postplatz.

Copyright SMG, Sarah Schmid