Dato:
Læsetid: 5 min.

Kom i Berlins genbrugshimmel

Af Michael Rydal Ravn-Olsen, genbrugs- og designekspert

Berlin er mange ting; Det er Tysklands hovedstad. Det er en by proppet med historie, seværdigheder og kultur efter alt, hvad den og dens folk har været igennem af krige og opdelinger. Og så er det en by med en helt unik genbrugskultur og stil, som særlige kvarterer emmer af. Det er god stil – og endda på den billige måde. 

Hver eneste weekend året rundt er der loppemarkeder i Berlin. Så tag bilen. Det tager kun et par timer fra Rostock. (… og så kan du jo også have alle dine gode indkøb med hjem). 

Læs mere nedenfor, og find ud af, hvorfor ingen byer er bedre til genbrug end Berlin.

Bio:
Michael Rydal Ravn-Olsen ejer vintage møbelforretningen @oldkbh og medvirker i TV-programmet ”Sæt Pris På Dit Hjem” på TV 2. Her er han ekspert inden for genbrug og design og prisfastsætter værdigenstande hos private sælgere.

Fokus er på især vintage lamper og møbler fra Tyskland, hvor man kan gøre nogle fantastiske fund til prisen. Michael vender derfor ofte køleren mod bl.a. Berlin, hvor han har identificeret de bedste markeder for de genbrugsinteresserede, der ønsker at jage gode og unikke fund.

 

Boxhagener Platz

Loppemarked på den aldeles hyggelige måde

Boxhagener Platz

Et autentisk loppemarked i Berlin, finder du på en skøn firkantet plads i Friedrichshain, mellem træer, caféer og brunchmuligheder, findes Boxhagener Platz. Hver søndag kl. 10 omdannes området til ét stort loppemarked, hvor især private sælgere medbringer alt fra kunsthåndværk, møbler, bøger, legetøj og lamper. Og her kan der gøres et rigtig godt fund.

Det minder i udvalget om et klassisk gadeloppemarked i Danmark, men med et bedre og billigere udvalg. Og samtidig er Boxhagener et vidunderligt sted at tilbringe sin søndag formiddag. 

Boxhagener Platz
10245 Berlin

Lige ved Simon-Dach-Straße
Hver søndag fra 10-18

Straße des 17. Juni

Loppemarked på historisk allé

Straße des 17. Juni

Gennem den smukke park ’Tiergarten’ løber den store Straße des 17. Juni. Det er f.eks. hér, det legendariske Berlin Marathon starter. Og det er her, at et af de store loppemarkeder i Berlin findes. 

Hver lørdag og søndag, lige ved S-Bhf Tiergarten, stiller (mest) professionelle sælgere deres stande op. De ved, hvad tingene er værd og hvilke efternavne, møblernes bagmænd har, så prisniveauet er i den høje ende. Men kvaliteten er også derefter. Og det er jo ikke et rigtigt loppemarked, hvis man ikke giver sig i kast med en omgang prutning – så giv den gas!

På dette loppemarked i Berlin kan du bl.a. finde lamper, gamle spejle, møbler fra Østeuropa og antikviteter. Blot nogle af de lækkerier, der kan komme med i bilen tilbage til Danmark.

Straße des 17. Juni
10623 Berlin

Lige ved S-Bhf Tiergarten
Hver lørdag og søndag fra 10-17

Arkonaplatz

Loppemarkedernes svar på ”småt men godt

Arkonaplatz

På kanten mellem Berlin Mitte og Prenzlauerberg ligger en mindre park, en perle mellem flotte, gamle bygninger og brostensbelagte gader. De seneste knap 30 år har der lige hér – på Arkonaplatz – været loppemarked hver søndag kl. 10.

Stedet er småt, men udvalget er stort; Dette loppemarked i Berlin er en blanding af private og professionelle sælgere, så priserne varierer meget. Tilfælles har de dog kvaliteten. På Arkonaplatz er der altid garanti for et godt køb. Det kan være alt fra møbler til glas, keramik, lamper og brugskunst.

Arkonaplatz
10435 Berlin

Lige bag Zionskirken, ml. Mitte og Prenzlauerberg
Hver søndag fra 10-16

Mauerpark

Loppemarkedernes frække dreng i klassen

Mauerpark

Et meget besøgt og velkendt loppemarked i Berlin er Mauerpark. Parken, hvis navn refererer til, at den tidligere blev delt af Berlinmuren, er et lystigt sted at begive sig hen om søndagen. Masser af boder med gamle ting er blandet med nye.

Der sælges friskpresset juice, økologiske kuglepenne, mad, øl, cykler, hatte og meget andet. 

I en årrække havde Mauerpark et mindre flatterende ry, men det er et skønt, flippet og stemningsfyldt sted med rigtig gode muligheder for at gøre et fund til billige penge. 

Flohmarkt im Mauerpark
Bernauer Strasse 63-64
13355 Berlin-Mitte

Hver søndag fra 09-18

Prenzlauerberg

Kvarteret med loppemarkedsstemning hver eneste dag!

Prenzlauerberg

Det er specielt i weekenderne, at de forskellige loppemarkeder i Berlin kommer frem. Men kan du ikke vente, eller befinder du dig i den tyske hovedstad i hverdagene, er der råd at hente!

Området omkring Kastanienallee i Prenzlauerberg er et loppemarked i Berlin, som altid er et besøg værd. Fra ende til anden på den lange allé – og ikke mindst i alle sidegaderne – ligger byens bedste genbrugsbutikker. Er du på møbeljagt, skal ”Chair” på Fehrbelliner Straße besøges. Er det dims og retro, er ”VEB Orange” på Oderberger Straße virkelig sjov.

Og bliv på dén gade, hvis det er lækkert genbrugstøj, du søger; ”Loretta” og ”Pauls Boutique” er blot nogle af de gode Second Hand-butikker i området. 

HUSK:
Det er virkelig nemt at få sin bil med til Berlin, og parkeringsforholdene er gode. Men før du tager ned og besøger de forskellige loppemarkeder i Berlin skal du huske miljømærket! I Tyskland går man op i miljøet, så derfor skal alle have et grønt mærkat i forruden for at køre ind til centrum. Det koster ca. 150 kr. og kan købes på forhånd hos bl.a. FDM. Dette gør sig også gældende, når du tager på shopping i Berlin.

Dog må din bil ikke være alt for gammel – læs reglerne og bestil dit mærkat. Så er du klar til at pakke bilen og komme afsted!