Left navigation


Medarbejderne fortæller

Scandlines er en anderledes arbejdsplads. På vandet er vi vores helt egen by med alle de funktioner, der hører til. Det stiller store krav til vores omstillingsparathed og lysten til at møde og være sammen med nye mennesker kontinuerligt.

_MG_5296

Her kan du møde en række af de medarbejdere, vi har hos Scandlines – og du kan læse, hvad der kendetegner de forskellige jobtyper. Vi håber, at det giver dig en ide om, hvilken type job der passer til dig.

For alle stillinger i Scandlines gælder det, at vi tilbyder muligheder for personlig og jobmæssig udvikling – og muligheder for en karriere både til søs og land.

Vi tilbyder en arbejdsplads med gode, engagerede kolleger og udfordringer i en virksomhed, hvor tingene går hurtigt – og du ser hurtigt resultaterne af dit arbejde.

Annette, parfumevejleder
Annette
”Jeg har et spændende job som parfumevejleder. Det er et job med mange udfordringer. Vi ekspederer og vejleder kunderne i de forskellige hudpleje-produkter, og ind imellem har vi mulighed for at lægge makeup på kunderne. Så det er meget alsidigt.

Jeg startede som butikselev i Scandlines i 1996 efter min uddannelse. Derefter var jeg i Matas i 1 år. Men så kom jeg tilbage til Scandlines igen, og siden er jeg blevet her, fordi det er en rigtig god arbejdsplads, med nogle gode kolleger."

Bettina, teamleder i catering
Bettina
"Jeg har været i Scandlines siden 1984, så jeg har været i Scandlines i en del år efterhånden. Jeg var lige fyldt 18 år, havde ikke nogen uddannelse og vidste ikke lige, hvad jeg kunne tænke mig. Jeg blev oprindeligt ansat som restaurationsmedhjælper, men er siden avanceret til teamleder.

Det er mit ansvar at lede og fordele arbejdet i cafeteriet, men vi er et hold, som sammen får det til at fungere. Derudover er jeg med til at bestille varer, tilberede mad og ekspedere kunder i cafeteriet. Der er altid gang i en hel masse på færgen, så vi har altid travlt, og det kan jeg godt lide."

Brian, souschef i BorderShop
Brian

”Jeg synes, at det er sjovt og spændende at arbejde for Scandlines. Ingen arbejdsdage er ens, og jeg møder utrolig mange forskellige mennesker i min hverdag; både blandt mine gode kolleger og medarbejdere, hvor sammenholdet er godt, og blandt de mange internationale kunder i butikken.

Der er store udviklings- og karrieremuligheder ved at arbejde i en virksomhed som Scandlines. Man får lov til at prøve sine ideer af og har mulighed for at prøve mange forskellige grene både inden for catering og detailhandel.”

Bruno, terminalmedarbejder
Bruno

"På bilpladsen er jeg ansvarlig for at få de kunder, som skal med ud at sejle, af sted til tiden. Der er ikke nogen lastninger, der er ens, og jeg får talt med mange mennesker. Jeg sidder primært i tårnet imellem færgeafgangene, hvor vi har styr på farligt gods til færgerne og styrer medarbejdere og leverandørers adgang til færgeområdet.

Jeg har også vagter som lastleder, hvor jeg kun sidder i tårnet. Her har jeg det overordnede ansvar for at dirigere trafikken og benyttelsen af færgelejerne. Vi har stor kontakt til færgerne i forbindelse med udarbejdelse af det såkaldte manifest, hvor vi registrerer passagerantal, antal køretøjer og samlet vægt for hver enkelt tur."

Ditte, supervisor i catering
Ditte
"Jeg arbejdede i cafeteriet indtil 1991, hvor jeg blev tilbudt at blive uddannet internt til inspektør – det vi i dag kalder supervisor. Det tilbud takkede jeg ja til, og siden har årene budt på et utal af udfordringer både fagligt samt indenfor personaleledelse.

Jeg er utroligt glad for mit arbejde, hvor ikke to dage er ens, og hvor selv almindelige hverdage byder på udfordringer. Blandingen mellem administrativt og praktisk arbejde passer fint til mig, og specielt det at være med til at udvikle medarbejdere er fantastisk spændende. Det at tage godt i mod vores rejsende og være en del af deres ferieoplevelse giver god energi og arbejdsglæde."

Lasse, teamleder
Lasse
”Mit job som teamleder giver mig mange muligheder. Mulighed for at udvikle mig som menneske, mulighed for at søsætte forskellige projekter og mulighed for at lære en masse mennesker at kende, såvel fra egen afdeling som fra andre afdelinger på færgen.

Jeg har meget frihed under ansvar, så jeg arbejder meget selvstændigt. Det stiller store krav til min samvittighed, mit overblik og min evne til at planlægge en lang vagt, så man hele tiden udretter noget og ikke bare flytter på flasker. Jeg har nogle ting, som skal ordnes på en vagt, men i store træk bestemmer jeg selv, hvordan jeg vælger at planlægge min dag.

Der er altid tid til humor, skæve bemærkninger og jokes! Det gør også Scandlines til en god arbejdsplads.”

Ole, lager- og logistikoperatør
Ole
"Vi har altid noget at lave, da vi konstant udvider varesortimentet. Det betyder, at vi også skal finde plads til udvidelserne på lageret, og det kræver to ting: koordinering med andre afdelinger samt – ikke mindst – kreativitet!

Jeg har været så privilegeret, at jeg sidste år prøvede at sidde et halvt år i Indkøbsafdelingen. Det var en stor udfordring. Jeg vendte tilbage til lageret og fik i foråret mulighed for at få en uddannelse som Lager- & Logistikoperatør. Jeg fik merit for en del af uddannelsen, da jeg havde en del med i bagagen såsom truckkort, lastbilkørekort, fire år på lager samt andre livserfaringer.

Det endte med, at jeg i juni 2007 bestod svendeprøven og dermed fik endnu en uddannelse. Så hvis man selv er interesseret, så er der muligheder i Scandlines."


Scandlines - Der er noget ved at sejle