Left navigation


Forordning (EF) Nr. 392/2009

Resumé af bestemmelserne om passagerers rettigheder ved ulykker under søtransport[1]

 [Transportøren skal som minimum afgive disse oplysninger til passagererne før eller ved afrejsen såfremt denne forordning gælder for transporten. Resuméet er ikke retligt bindende]

Forordning (EF) Nr. 392/2009 om transportørers erstatningsansvar ved ulykker under [sø]transport af passagerer træder i kraft i EU- og EØS-staterne[2] den 31. december 2012.  Den indeholder visse bestemmelser fra Athen Konventionen af 1974 (som ændret ved 2002-protokollen) angående søtransport af passagerer og deres bagage.

Forordningen finder anvendelse på alle transportører inden for international transport, herunder transport mellem EU medlemsstater, og visse typer indenlandsk transport, hvis:

- skibet fører en medlemsstats flag eller er registreret i en medlemsstat, eller

- transportkontrakten er indgået i en medlemsstat, eller

 

- afgangs- og/eller bestemmelsesstedet ifølge transportkontrakten ligger i en medlemsstat.

 

Den dækker transportørens erstatningsansvar for så vidt angår passagerer, deres bagage og deres køretøjer samt bevægelseshjælpemidler i tilfælde af ulykker. 

Denne forordning berører ikke transportørers ret til at begrænse deres ansvar for ulykker i henhold til den Internationale Konvention om Begrænsning af Ansvaret for Søretslige Krav af 1976, som ændret ved 1996-protokollen i dens seneste version.

Ulykker i henhold til forordningen omfatter både 'søulykker'[3] og 'andre tabsforvoldende hændelser end søulykker' under transporten.

 

PASSAGERERS RETTIGHEDER

Ret til erstatning ved død eller tilskadekomst

Søulykke: passageren har ret til erstatning fra transportøren eller transportørens forsikringsselskab på op til 250.000 SDR[4] i hvert tilfælde, med undtagelse af omstændigheder som transportøren ikke er herre over (dvs. krigshandlinger, naturkatastrofer, tredjemands handlinger). Erstatningen kan beløbe sig til 400.000 SDR, medmindre transportøren beviser at ulykken skete uden fejl eller forsømmelighed fra hans side.

Anden tabsforvoldende hændelse end søulykke: passageren har ret til erstatning fra transportøren eller transportørens forsikringsselskab på op til 400.000 SDR, hvis han eller hun beviser at hændelsen skyldes fejl eller forsømmelighed fra transportørens side.

 

Ret til erstatning ved bortkomst eller beskadigelse af håndbagage

Søulykke: passageren har ret til erstatning fra transportøren på op til 2.250 SDR, medmindre transportøren beviser, at ulykken skete uden transportørens fejl eller forsømmelighed.

Anden tabsforvoldende hændelse end søulykke: passageren har ret til erstatning fra transportøren på op til 2.250 SDR, hvis han eller hun beviser, at den tabsforvoldende hændelse skyldes fejl eller forsømmelighed fra transportørens side.

  

Ret til erstatning ved bortkomst eller beskadigelse af anden bagage end håndbagage

Passageren har ret til erstatning fra transportøren på op til 12.700 SDR (køretøjer, herunder bagage, der transporteres i eller på køretøjet) eller 3.375 SDR (anden bagage), medmindre transportøren beviser, at den tabsforvoldende hændelse skete uden fejl eller forsømmelighed fra hans side.

 

Ret til erstatning ved bortkomst eller beskadigelse af værdigenstande

Passageren har ret til erstatning fra transportøren på op til 3.375 SDR for tab, bortkomst eller beskadigelse af penge, værdipapirer, guld, sølvtøj, juveler, smykker og kunstgenstande, men alene såfremt disse værdigenstande efter aftale er blevet deponeret hos transportøren med henblik på opbevaring.

 

Bevægelseshæmmede passagerers ret til erstatning ved bortkomst eller beskadigelse af bevægelseshjælpemidler eller andre specifikke hjælpemidler

Søulykke: passageren har ret til erstatning fra transportøren svarende til genanskaffelsesværdien for det pågældende hjælpemiddel eller udgifterne til reparation, medmindre transportøren beviser, at ulykken skete uden fejl eller forsømmelighed fra hans side.

Andre tabsforvoldende hændelser end søulykker: passageren har ret til erstatning fra transportøren svarende til genanskaffelsesværdien for det pågældende hjælpemiddel eller udgifterne til reparation, hvis han eller hun beviser, at hændelsen skyldes fejl eller forsømmelighed fra transportørens side.

 

  

Ret til forskudsbetaling i tilfælde af en søulykke

I tilfælde af død eller tilskadekomst har passageren eller en anden erstatningsberettiget person ret til en forskudsbetaling til dækning af de øjeblikkelige økonomiske behov. Forskudsbetalingen skal beregnes på grundlag af det lidte tab eller skaden og skal foretages inden for 15 dage. Ved dødsfald skal dette beløb være mindst 21.000 EUR.

 

PROCEDURER OG ØVRIGE FORHOLD

Skriftlig anmeldelse

I tilfælde af beskadigelse af håndbagage eller anden bagage skal passageren skriftligt anmelde skaden til transportøren rettidigt[5]. I modsat fald vil passageren miste retten til erstatning.

 

Frist for udøvelse af passagerrettigheder

Generelt skal erstatningssøgsmål indledes ved den kompetente domstol inden for et tidsrum på to år. Tidspunktet, som forældelsesfristen regnes fra, afhænger af skadens art.

 

Undtagelser fra erstatningsansvar

Transportørens erstatningsansvar kan reduceres, hvis han beviser at en passagers død eller tilskadekomst eller bortkomst eller beskadigelse af passagerens bagage skyldes passagerens egen fejl eller forsømmelighed, eller at dette var en medvirkende årsag.

De forskellige erstatningsgrænser gælder ikke, hvis det bevises at skaden skyldes en handling fra transportørens, en ansats, agents eller undertransportørs side foretaget i den hensigt at forårsage en sådan skade eller med viden om at en sådan skade sandsynligvis ville opstå.

--------------------------------------------------------------------------------------------

[1] Resuméet er udarbejdet i overensstemmelse med artikel 7 i Europa-Parlamentets og Rådets Forordning (EF) Nr. 392/2009 af 23. april 2009 (EUT L 131, 28.5.2009, s. 24) om transportørers erstatningsansvar ved ulykker under søtransport af passagerer.

[2] Forordningen finder anvendelse på EØS-stater i overensstemmelse med Det Blandede EØS-udvalgs Afgørelse Nr. 17/2011 (EUT L 171,

30.6.2011, s. 15), efter de pågældende EØS-stater har indgivet de relevante meddelelser.

[3] I nærværende forordning omfatter 'søulykke': skibbrud, kæntring, kollision eller stranding, eksplosion eller brand om bord eller skibsfejl. Alle øvrige tabsforvoldende hændelser under transporten forstås i nærværende resumé som 'andre tabsforvoldende hændelser end søulykker'.

[4] Tab eller skade som følge af en ulykke beregnes på grundlag af "regningsenheder", dvs. "Særlige Trækningsrettigheder" (SDR) som de medlemsstater, der er medlem af den Internationale Valutafond (IMF), har hos IMF (alle EU-medlemsstater). Oplysninger og omregningssatser for SDR kan fås på: http://www.imf.org/external/np/exr/facts/sdr.htm. Den 26. november 2012 var 1 SDR = 1,18 EUR.

[5] Ved åbenbar beskadigelse skal skriftlig anmeldelse indgives før eller på tidspunktet for frabordestigning for håndbagage, og før eller på tidspunktet for udlevering for anden bagage. Ved beskadigelse af bagage, som ikke er åbenbar, eller ved bortkomst af bagage skal skriftlig anmeldelse indgives senest 15 dage efter frabordestigning eller udlevering (eller planlagt udlevering i tilfælde af bortkomst).


Scandlines - Der er noget ved at sejle